Midnat. En Snes Hyrdedrenge staar omkring Højen med tændte Fakler og
raaber i takt:
"Bjærgmand, Bjærgmand, er du derind',
kom ud med di' sytten Egepind'"!
En gammel sidskjægget _Bjergmand_ skyder sig i Vejret fra Højens Top:
Aa, ti dog med den Skrigen, dumme Drenge!
Hvi raaber I mig gamle Trold af Senge,
nu Fæet gumler trygt i Bondens Gaard,
og Midnatsklokken rundt i Hytter slaar.
Hvi maa jeg ikke mer i Højen blive
og slibe mine lange Flinteknive,
med hvilke jeg skal Julegalten stikke
og gjerne gad jer allesammen prikke,
fordi I ej kan la en Stymper ligge.
Hvi raaber _I_ om mine Egekjæppe!
Jeg har jo ej saameget som en Skræppe;
man tager fra mig alt, selv Stok og Sten,
tilbage levnes nogle muldne Ben,
som ingen Djævel gider mer annamme.
Aa, kunde jeg med Flinteøxen ramme
hver Skjælm, der roder i mit gamle Hus
og vælter Dyssens Stene, Sand og Grus
i Haab om Fund af en Stump irret Guld;
dog Gud Ske Lov, de mest faar Trynen fuld
af Potteaske og Ligkistesmuld.
Her kommer de med Skovl og Mergelpig
og giver Højens Sider Stik paa Stik,
og lytter til, om noget skulde klinge.
Aa, det kan svie i min Bjærgmands-Bringe,
saa jeg i Flinteflækker kunde springe.
--Engang de stødte Piggen i mit Laar;
af Harme sprang der Gnister af mit Haar;
min Kone holdt mig ved mit Skjæg saa længe.
Jeg ellers havde langet dem en Flænge!
Se, hvor mit gamle Oldtidshus er plyndret,
hvert Jordskud rodet om, hver Kampsten søndret.
De usle Rester, Pakket ikke tog,
kan næppe dække mer mit gamle Skrog.
Her sidder jeg, naar Tordenregnen falder
i Sommernætter paa mit Lyngtørvs-Hjald;
mens Agerhønen ræd paa Kuldet kalder,
jeg tæller Tiden mellem Lyn og Skrald,
og slikker Luen lang om Lo Lade,
jeg takker Thor for al den rare Skade.
Mest sidder jeg dog i den klamme Jord,
hvor Lyngens Rødder frem af Væggen gror
og sagte i mit side Skjæg sig snor;
der kan i Fred man tænke sig tilbage
til længst forsvundne, gamle, gamle Dage,
da alle Høje var i god Behold,
og man tog Hensyn til en agtet Trold,
der leved end og spiste Ofrets Rest,
da her ved Højen første Gang stod Fest,
og Blodet damped højt af slagtet Hest;
ak, fire Tusind Aar det snart er siden!
Som Karupaaens Vand saa skrider Tiden;--
da var der Sumpe, hvor der nu er Gaard,
og Ulv og Bjørn gik rundt, hvor nu staar Faar.
Jeg har ej fra Historien min Viden,
jeg følger helst min egen Almanak,
i Lyngtavl tegnet over Kistelbak.
Men han, som her blev viet Højens Fredning,
han var en modig, vild, skindskjortlet Hedning,
der faldt i blodig Kamp, i Odins Dyst;
jeg saa dem trække Pilen af hans Bryst.
Hans Grav, hans Sværd, hans Guld det arved jeg.
Hvor det er gjemt?--Det rager ikke dig!
Aa, det er længe, længe, længe siden;
selv flyder jeg nu som et Vrag paa Tiden,
fordømt til Marterbaalet af en Viden
om det, som knap den Lærdes Gisning naar:
Aatusinders mulmslørede: Igaar.
Dog hvorfor dvæle ved et falmet Minde?
Langt hellere sin krumme Nakke stinde
og rende Hornet ind saa dybt man kan
i Nutidsdogmets dorske Præstemand.
Saa vil jeg da mit Skjæg paa Matten sprede
og eders Tanker mod min Vaaning lede;
thi ej blot Minder søger mig histnede,
der kommer andre Gjæster til min Rede.
Muldvarpen stikker tidt sin kolde Snude
med natlig Raslen mod min Jordtørvsrude;
Skarnbassen løber her og tigger Snus,
en Hestepære faar han i Kardus;
ham kan man ikke ha i ord'nligt Hus;
det Svin, han gaar med Skrotten fald af Lus!
Og Tudsen med de mange Vorter paa
hun kommer kravlende paa slimet Taa
ind ad min Dør, saa tit det blot kan gaa,
og med et Svup hun sætter sig paa Bagen,
saa vil hun gnubbes under Dobbelthagen;
men er jeg kort for Ho'det, kan det hænde,
hun faar et Troldspark i den bedste Ende.
Klørattenbenet gaar her tit og pisker;
den ynder godt, jeg sjælden tænder Lys.
I Juninattens første Morgengys
Firbenets Svans mig under Næsen visker.
Og bag ved Ovnen i en rolig Krog
jeg har min Skjødehund, den fede Snog;
han ruger paa en Cyprianus-Bog,
jeg fra en gammel Præst i Sevel stjal
en Nat, han havde sig en Perial.
En gammel Trold han maatte sig jo kjede;
om ikke han fandt paa lidt Spas dernede;
jeg har den nysseligste Fuglerede
med fire søde Hugormunger i,
og naar man bare de smaa Puds vil drille,
aa, saa kan deres smalle Tunger spille
præcis som Brodden paa en tirret Bi.
Ak, de har kortet mig saa mangen Kvide!
Jeg lærer jo de smaa den Kunst at bide
paa rette Sted med Virkning og Forstand,
saa ikke Biddet blir det bare Vand,
men skjult og successive slaar sin Mand.
Jeg holder Knoen hen, de styrter frem,
de hugger til, min S'æl, med Fynd og Klem!
Naar rigtig arrigt de med Halen svinger
og falder an imod min lodne Finger,
jeg ler, saa Højens Kampestene springer!
Og har den Smaa saa gjort sit Svendestykke,
jeg følger ham til Dørs med mit: Til Lykke!
Helhesten dumper tit min Dør forbi;
for den Slags "fint Besøg" jeg helst er fri,
han er en skumsk Person og gaar og rager
i mange Ting, hvori _jeg_ nødig tager.
Han er en Krikke, Fanden engang sko'de,
et Fjols, en Fæbas, uden Spor af Ho'de.
Desuden er han ej af rigtig Troldeslægt,
Og derpaa maa der lægges megen Vægt.
Nej, saa er Lygtemanden noget andet;
skjønt ogsaa hans Familieskab er blandet,
en Friskfyr er han, det har tit jeg sandet;
kun Skade, Manden stinker saa forbandet.
Jeg ser ham færdes tit langs Karup Aa;
han gaar, som med en Fjandbo-Donner paa,
med Blus paa Lampen og med Lygten tændt
han kredser om det vaade Element.
En Hopsa danser han med Tørveskruen,
og Pyttens Paderokker stryger Buen.
--I Daugbjergdaas der bor min Bedstefar,
med ham jeg fik mig tit en Passiar.
Naar alting tav, og Maanen hang saa klar,
jeg satte mig saa tit paa Højen op,
_han_ sad alt bred og tung paa Daasens Top;
hans Huekvast mig hilsed med et Nik,
hans Pibe damped, Svaret kom og gik;
alvorligt Lyngen nikked til vor Tale;
Fjends Herreds lange, dybt nedskaarne Dale
sig strakte lyttende i Altensvale;
en Nøkkerøse rejste sig paa Taa,
hvor Sivet stod og kjæmmed sine Smaa
ved Bredden af en ensom Mølledam;
de lurede, de Skjælmer, men fik Skam;
den Bjergmandstale gik dem lidt for højt,
af Meningen forstod de knap en Døjt.
Det samme gjør vel I, saavidt jeg sér,
nu skal jeg ikke sige meget mer.
O, Bedstefar han har slet ingen Nød,
af Grøftermudder dejgner han sit Brød,
og fra den gamle nære Hønenmose
hans Kone henter Vand i sin Stunthose
og holder til hans gamle Mimremund;
kanske en Tudse ligger paa dens Bund,
ah, det var Smaus! Ja, Bedstefar kan drikke,
naar Tørsten tit maa _mig_ i Struben stikke.
Vi Trolde kan som andre _sultne_ blive;
saa ta'r jeg én af mine Flinteknive
og skjærer mig en lækker Graastensskive
og smører Blevver paa; den Melmad er solid;
man slikker Fingren efter sidste Bid.
Godnat, du gode gamle Aakjær By
med dine Gaarde under Nattens Sky,
dig vil jeg intet ondt, du gav mig Ly
i Højen her. Men Kirken hist i Fly,
der staar og knebrer med sit Klokkebly
ved Aftentide som ved Morgengry,
den sendte jeg en Gang en Mindesten,
som dem man rejser over Kjæmpers Ben,
jeg slængte den i Luften med et Kast
saa Neglene paa mine Fingre brast.
Jeg siger jer, den Sten, den havde Hast!
Men var det ikke ret en evig Skam,
jeg sigted fejl, fik ej paa Taarnet Ram,
til Bunds gik Stenen, plump! i Fleskidam.
Min Kone, som saa til,--hun er lidt hed,
da Stenen rendte vild, hun blev saa vred,
og hug mig her i Skjægget blindt og brat,
som naar et Lyn slaar ned i Daugbjærg Krat.
_Min_ gik forkert--sligt virker altid klamt--
men Mærens, kan I bande, _den_ var ramt!
Farvel, nu skal man ned og pudse Svansen,
om lidt saa ser I mig igjen--i Dansen.
Jeg tager nogle med af mine smaa,
som Pigerne kan ha' at slege paa.
Juni 1908.