ENDNU ET BITTE NYK.

Han Ole bor paa Heden

med Sand og Ahl forneden,

med Rugen svang og sveden

og Spergelhøst for Byg.

Ved Sliddet tungt og treven

med Spaden og med Greben

er Oles Mundheld bleven:

"_Endnu_ et bitte Nyk!"

Gaar Stud i Staa for Ploven,

og ømmer den paa Kloven,

mens Kragen tyr mod Skoven,

og Solen gaar i Syk,--

er Barnet lagt til Puden,

blev Praasen tændt bag Ruden,

det lyder _end_ til Studen:

"Endnu et bitte Nyk!"

Og Kvinden ved hans Side

fik ogsaa tit at vide,

hvor Solens Brand kan svide

en gammel kroget Ryg;

man hører Hakkers Klingen,

men Knurren hører ingen,

de enes godt om Tingen:

"Endnu et bitte Nyk!"

Og Sumpens Siv fortrækker,

og Vidjen Vaaben strækker,

hvor Ole Ahlen brækker

med Staalets plumpe Pløk;

og Hønen gaar og skralder,

og Studen næsten falder,

mens Oles Stemme kalder:

"Endnu et bitte Nyk!"

O, I som bo og bygge

i tavse Bøges Skygge

og føle jer saa trygge

mod Hedemandens Tryk,

husk paa, at Fædrelandet,

at _Danmark_ blev et andet

paa Mulden som paa Sandet

ved slige bitte Nyk.

Vort Land skal gro og grønnes,

dets hvide Kyst forskjønnes,

selv Lyngens Søn skal lønnes

for tusind tunge Ryk,

blot længe det maa lyde

fra By- som Landsbygyde,

fra Øbo som fra Jyde:

"_Endnu_ et bitte Nyk!"

Novbr. 1906.

Samlede Værker, Første Bind · 第 219 / 248 题