Det lærte en Sanger paa Modgangens Sø:
Der skal _to_ til at leve, kun _een_ til at Dø.
Der er saa stille i Huset,
for nys gik Natten Forbi;
en Flue brummer i Kruset,
og Uhret paa Væggen slaar ti.
Jeg sidder og tumler med Tanker,
som Dagen nægtede Form;
det skygger fra Vildvinsranker,
paa Ruden kryber en Orm.
Fjernt tripper det nede i Stuen;
det er min Elskte, min Skat,
der løfter de Kjedler af Gruen
og sætter i Orden til nat.
Hun bærer ind fra Altanen
Geranien gylden og varm;
som Børn i Slummer saa hælder
de Kronerne mod hendes Barm.
Da knirker der stille ved Karmen;
ind vælder saa frisk en Luft;
_hun_ kommer og klapper mig Armen,
jeg kjender Geraniens Duft.
Hvor Tanken og Rimet ej dækker
Papirets ventende Blad,
en dugget Reséda hun lægger
og smiler skalkagtigt og glad.
Hun svøber min Lok om sin Finger
og nærmer sin dunede Kind;
hun peger mod Ormen, der svinger
som jeg i sit selvgjorte Spind.
Med Lempe, og Tanden i Læben
hun fjærner den frygtede Pen
og skrider nu, kjækt i sin Stræben,
imod sin afvæbnede Ven.
Hun taler om Maane bag Skove
og trækker Gardinerne til,
saa hvisker hun: "Nu skal vi sove!"
Jeg svarer: "Ske som _du_ vil!"
Leith 5/10 1906.