De to kan ingen skille ad,
Jens og hans Viv;
de delte sammen Seng og Fad,
Jens og hans Viv;
de delte sammen mer endnu;
Fælleshaab og Fælleshu,
Jens og hans Viv.
Saa gaar de ud i Søndagsro,
Jens og hans Viv,
at se om Rugen snart er mo,
Jens og hans Viv.
Og Kistetøjet har de paa,
blommet Shawl og Vadmel graa,
Jens og hans Viv.
De ser til alt paa deres Vej,
Jens og hans Viv;
selv mindste Kræ de glemmer ej,
Jens og hans Viv;
de nikker mod den grønne Byg,
stryger Kalven ad dens Ryg,
Jens og hans Viv.
De løfter Lammet, Husets Trøst,
Jens og hans Viv;
de mener, den faar gaa til Høst,
Jens og hans Viv;
og Kløv'ren, som har Mergel faa't,
nu tykkes de, den tegner godt,
Jens og hans Viv.
Da naar til Rugens gule Fald
Jens og hans Viv;
did lokked Duft og Fuglekald
Jens og hans Viv;
og Rugens Kjærne sød og rund
rækker mod hinandens Mund
Jens og hans Viv.
Saa vandrer rundt om Rugens Tægt
Jens og hans Viv;
de tror, den bliver god til Vægt,
Jens og hans Viv;
og _Straaet_ selv er godt iaar!
Ja, en herlig Høst de faar,
Jens og hans Viv.
Men de har ogsaa trolig slidt,
Jens og hans Viv,
og Torn og Tidsler høsted tidt
Jens og hans Viv.
--Med Aftensol paa kroget Ryg
vandrer tryg om Rug og Byg
Jens og hans Viv.
9/2 1906.