Hvi vanker du gamle Kvinde dér
paa Agren agter og frem?
I Foraarsmorgenens første Skjær
forlod du hungrig dit Hjem.
Hvad sanker du op af den Riges Rug,
fattige Ane Malén?
Finder du noget for Disk og Dug?
"_Jeg_ finder kun Sten".
Hun tripper afsted foruden Ro
som én, der jages i Drøm,
mens Duggen væder de hullede Sko
og Skjørtets flossede Søm;
jeg ved jo nok, hvad du tænker paa,
fattige Ane Malén;
Derhjemme græder for Brød de Smaa,
_her_ sanker _du_ Sten!
Det knækker af Gigt i de gamle Knær,
forinden hun Skjørtet faar fyldt;
saa vandrer hun hen til Dyngen dér
og slipper sin trælse Bylt.
Tro ej, _hun_ drømmer om Dugg og Sligt:
fattige Ane Malén--
hun tænker paa Davre og ej paa Digt,
_hun_ sanker jo Sten.
Mens Dagen fødes saa blank og ny,
og Solen runder sin Bug,
_din_ fattige Skygge gaar som en Sky
henover den Riges Rug.
Det er mig så sært at tænke paa,
fattige Ane Malén:
Hvor andre samler sig Kjærv og Straa,
_der_ sanker _du_ Sten.
6/2 1906.