Jens Hvøvtrup springer fra Sengens Stok:
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
En høstlig skrigende Vildgjæsflok
saa lydt under Nathimlen larmer.
Jens Hvøvtrup ryster nu Hagl af Horn,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
og maader gnistrende Krudekorn
og klapper sin pludrende Kvinde.
Jens Hvøvtrup snapper sin Hat fra Knag,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
skjønt Uglen varsler ham ondt fra Tag,
og Flagermusene piber.
Jens Hvøvtrup agter sig øst om Aa,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
hvor Gaasen svaler den brede Taa
og gynger sin tyngende Fedme.
Jens Hvøvtrup drages af Vildgjæsskrig,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
Da spærres hans Vej af Troldkjærsig,
hvor stygt om Natten det kogler.
Her slynger Taagen sit lange Slæb,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
mens Rørdrum spuler sit gule Næb
i Sumpens svovlede Bløder.
Hugormen skeler med Mus i Flab,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
og Tudsen sidder med Hængegab
og drejer sin natlige Skralde.
Her sidder Aalen i Tørvepyt,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
og glor paa Maanen bag Tudsespyt,
mens Padderokkerne knarker.
Jens Hvøvtrup trækker saa tungt sit Vejr--
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
med Vildgjæs er han nu ligekjær,
hvor nært end Skrigene frister.
Thi den der synker paa Troldkjærsig,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
han griber ikkun i Taagens Flig,
hvorved sig ingen har løftet.
Jens Hvøvtrup vader i Væld tilknæs--
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
han _vil_ gaa lige, men _gaar_ i Kreds,
hvordan end Sigtet han tager.
Det perler ham koldt bag Hatterem--
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
"Hvor er jeg selv, og hvor er mit Hjem,
mit Hus og min ventende Kvinde?"
Jens Hvøvtrup skrifter for Gud sin Synd,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
mens Foden synker i dyben Dynd,
og Bobler om Støvlerne brister.
Da hvirvler Taagen sig rundt i Ring,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
Snart tykkes den Noget, snart Ingenting,
mens Kredsen om Jægeren snævres.
Det fløjter i Flæg og Graadusk-Rør,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
og Taagen flænger sit Vandpyt-Slør
paa Nattens strittende Grene.
Det dunser og punser om Grob og Grøft,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
som Helhest-Stamp og som Troldsvin-Snøft,
mens Lygtemænd hopper paa Gungen.
Selv Tørveskruen saa sort og stiv,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
har snappet sin Naboskrue om Liv
og danser, saa Top-Tørven flyver.
Jens Hvøvtrup kaster sin Kolb' til Kind,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
Saa skyder han ind i den Hvirvelvind,
saa Synerne daaner i Skraldet.
Han kravled iland ved sit tro Gevær,
ahh--ja,
ta mæ mi Bøss!
mens Gryet frelsende steg bag Kjær
og viste kun dryppende Vidjer.
Men siden dued han aldrig stort;
ahh--ja,
ta mæ mi Bøss!
de sa' om Skytten, han blev forgjort
hin Nat derude paa Gungen.
Hans Hoved rokker som Siv paa Kjær,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
Den Lygtemands-Skyden har gjort ham Sær
og mærket Jens Hvøvtrup for Livet.
Han ses ved Kirken i Sol og Sus--
ahh--ja,
ta mæ mi Bøss!
den blegeste Mand i Herrens Hus,
og altid med Ho'det han nigrer.
Dog mest han kredser om Troldkjærsig,
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
og altid han fabler om Vildgjæsskrig
og Sumpens tombede Syner.
Saa maaler han op sit sidste Skud Krud:
aah--ja,
ta mæ mi Bøss!
og sletter saa al sin Kvide ud,
mens Ekko fra Bakkerne skogrer.
Sjørup 14/1 1906.
[Footnote: _Bløder_, moradsige Væld; _Tudsespyt_, Slimkager af øjede
Tudseæg i sumpet Vand; _Væld (og Vilder)_, enhver Vandudbulning i
Kjærbund; _Grob_, bruges om baade Grøft og Dige; _Gungen_, Hængedynd;
_nigrer_, rokker ustandselig; _tombede_, smaataabelige.]