Haar do hør, haar do hør, te Pe Døw han er dø
og hans Kuen sejjer Enk lisse strag som en Mø!
A kund ett gaa forbi; a war nied i æ Kjar
og føl atter i æ Skru, om æ Tørre de var tarr;
a saatt sni ad æ Pwot og kam vejsten æ Haw--
--Do haar aalle hat Maagen te Lykk i di Daw!
Der er ikki en Enki i hile wor Sown
--ja saa a i sejsten!--_saa_ knøv og _saa_ bown.
Hun er rig, hun haar Peng, hun haar Medler som Skidt,
hun haar Kister som Hus;--a haar wot der saa tidt--
og dæ Kyr og dæ Øg og den Avl, som der stôr!
Det er hejsen nø andt end di egn Skrantings-Gord,
Fæk do hind i di Snaar--war æ ind, war æ ue,
--ja hun sku sgi snaar løwt di Hywl i æ Fue!
Men do sworer jo ett! Do ska lyd te mi Taal!
A' el fandenmæ ett sejj for døw Folk og gaal!
Tho do ka wal forstaa, te en vil dæ di Bejst,
nær en pæger paa den, som en tyt, do ku fejst!
Gjør dæ fin, gjør dæ snøg, sejj ett søen og log!
Ta di Lejerlu aa, smid en hen i æ Krog!
Træk æ Øg aa æ Staald, faa æ Saadl laa opo,
og sejj ett som en Dorn og tyg aved o æ Skro.
Res dæ no! Vær gilik! Gjør dæ snøg, gjør dæ fin:
Do ska hen og ta Kys ved den rig An Katrin!
Jøsses Kos, bitte Bøn! for en Kuen do da fôr!
ja, Katrin hun ska snaar sætt dæ Stywr te di Gord!
For hun ved, hwad hun vil, og hun haar hinne Sind,
saa _do_ ska nott lav hind aaltfor møj Vind.
Hun er skrap, hun er stærk, hun haar banked æ Sme,
hun ka hopp te æ Lowt, nær æ Gal den ta ve.
Men haar _det_ nøj aa sej, te æ Kjælling er stræng,
nær do fôr hinne Gord, hinne Jord, hinne Peng,
hinne nybærend Kwier og blankhwonned Kal,
hinne Grunker og Bunker, det Hil med det Hal,
hinne trørre Alens Væv, hinne Syv-Markes Særk,
som æ Skræjjer hun sejer, hun goer i te Kjærk,--
hinne Maalt, hinne Gaalt, om i Saalt om ilyw,
hinne Høns po æ Raan, hwer en blikkendes Yw
--hwad hun aatte og ejer, hwer Drip og hwer Drof:
Ka do vind hind te Kwind, er æ din jo tehof.
--Naa, der kam nok æ Øg; ja kom saa ad æ Dar,
men æ Daa er paa Sky, og æ Vejlo er tar.
Ih men bi! Læ mæ si: er do snøg om di Haag?
--Nær do no kommer op, held dæ dygtig tebaag,
og sej ett po en Hejst, som do rej po en Raag;
og pas o, te æ Skro den ett drevler i æ Skjegg,
for søen fôr do aalle æ Sow i di Sæk.
Kom no op og astej, men det lyser af Daa,
og hold wal ved æ Krikk, te do ett hwistes aa,
men kom hedle te Bøj, og Worherr vær dæ gud;
saa der ett ska gaa Skej a di Fagter og Urd.
Læ mæ si, bitte Do, der er Slyng i di Kapp,
nær di Hejst gôr i Sto for Katrin hinne Trapp,
og vær lin i æ Knogl, men pas wal o æ Fud,
nær do kaaste dæ nied fræ æ Saadl te æ Jurd!
----Hwa for nøj, hwa for nøj!--Hwa er _do_ for en Kaal.
Ska do søen sto og koj for aa now en Krumm Saadl!
Og her haar en gjord dæ saa fin og saa snøg,
og saa ka do ett kravl opo en Kon Øg!
--Ta æ Saadl aa æ Krikk! Sæt di Lejerlu o,
og sej _do_ som en Taari og drewl øwer æ Skro!
Bovbjærg 21/11 1905.
[Footnote: _sejjer_, sidder; _strag_, glat i Huden; _æ Kjar_, Kjærene;
_Skru_, Tørvestabel; _tarr_, tørre; _sni_, tværs over til; _Pwot_, Port;
_Sown_, Sogn; _saa_, sagde; _knøv og bown_, kjøn og imponerende af Ydre;
_wot_, været; _og dæ Kyr_, og sikke Køer; _hejsen_, ellers;
_Skrantings-Gord_, en Smule Gaard; _sgi_, sandelig; _Fue_, Fure; _lyd_,
høre efter; _fejst_, fæste; _snøg_, pyntelig; _sej ett søen og log_, sid
ikke saadan og glo (at _loge_, kikke op paa en halv tvivlende halv
forlegen Maade); _Lejerlu_, Læderhue; _Saadl_, Sadel; _opo_, paa; _res_,
rejs; _gilik_, rap; _Stywr_, Stivere; _hinne Sind_, hendes Vilje;
_nott_, nu ikke; _trørre_, tredive; _æ Skræjjer_, Skrædderpige; _Kjærk_,
Kirke; _Gaalt_, Galte; _ilyw_, ilive; _Raan_, Pind til Hønsene; _Yw_,
Øje; _Drof_, Draabe; _drevler_, savler: _men_, mens; _hwistes_, slænges;
_hedle_, skikkelig; _Skej_, ilde Snak; _Knogl_, Fodled; _Kaal_, Karl;
_koj_, jumpe; _Krumm_, Smule; _en Kon Øg_, en Smule Hest; _o_, paa;
_Taari_, Taabenakke.]