Her har _jeg_ staeet i tusinde Aar,
sust for de Slægter, der svinder og kommer,
nikket Goddag til den brydende Vaar,
viftet Farvel til den hastende Sommer.
Regnen og Haglen har kjæmmet min Lok,
Vindene spredte mit rødlige Bloster,
medens langs Bakken den stinkende Brok
luskede hjem til sit blindfødte Foster.
Jeg var den fredløses Tilflugt og Havn;
tit har jeg skjærmet den saarede Hare;
Lærkernes Spæde laa trygt i min Favn,
saa imod Himlen med Øjne saa klare.
Tyttebærkonen sin rødnende Frugt
krumbøjet sanked trods Lændernes Smerten;
Hugormen kravled i Vrid og i Bugt,
spilled med Brodden og svinged med Stjærten.
Hjejlen sad enligt paa Tuen og sang,
Loke drog saaende lavt over Sletten;
opskjørtet Tatersken gik her engang
med sine ravnsorte Haar under Hætten.
Har jeg ej skjærmet, o Jylland, din Jord,
lagt mig som Værn om din Flyvesands-Bringe,
dæmmet for Klitten, hvor Uroen bor,
hvæsser i Blæsten sin Marehalms-Klinge.
Spørg hver en Spove, der spejder langs Strand,
spørg hver en Klyde, der løfter sin Klage,
om jeg bør skygges ihjel paa mit Sand,
om jeg fortjener i Flammen at sprage.
Spørg hver en Mand i smaarudede Hus,
der hvor han bred ud fra Dørkarmen skuer,
om _han_ vil miste _mit_ klagende Sus
eller _mit_ Vidsyns de vældige Buer.
Spørg, om _han_ længes mod Skovene blaa,
naar--mens i Morg'nen han spreder sin Mergel--
Gjederne bræger, og Lærken den graa
løfter sin Top i den duggede Spergel.
Vel er min Ranke kun mager og tør,
lidt _jeg_ kun yder til Fadet og Bøtten;
ringe jeg skattes af Oxer og Kø'r,
men saa desmere af Sangeren, Skytten.
--Sært som min Hede er Menneskets Krav;
_Brød_ skaber ikke hans Lykke alene;
mæt ham med Velstand; før nogen ved af,
skjælver hans Hjerte i Suk efter--_Stene_.
Und mig da Fred paa min Fædrenegrund!
Lad mig i _Sandet_ dog Rødderne sprede!
_Brød_ skal du hente fra _Muld_markens Bund,
_Vidsyn_ og _Fred_ paa min drømmende Hede.
Aakjær-Sjørup, V. 1-5: Sommeren 1901. V. 6-12: 1/2 1905.