O, du min Barndoms glade Fugl,
saa hører jeg dig atter!
Mens Rugen duver tung og gul,
jeg sidder bag en Hyld i Skjul
og lytter til din Latter.
Da stiger for mit Øje frem
de svundne Barndomsdage,
jeg ser paany dit gamle Hjem
med Bænk ved Gavl, med Port paa Klem
og Mos paa alle Tage.
Det sukker i de grønne Flæg
langs Dammene i Vesten;
og der gaar Mor bag Ladevæg
og lægger Lat til Nattebleg,
mens Far han flytter Hesten.
Hør Køllens dumpe Ekkoklang
mod Gaardens hvide Længer,
hvor Mønningstigen staar saa lang,
og Ovnskod og Toggerstang
paa Flintevæggen hænger.
Der stiger Røg fra Nadvergrød;
for Døren svales Øllet;
en Duft af nybagt Sigtebrød,
og lange Lyd af Pumpestød,
mens Karlen vander Føllet.
Og Katten med de stride Haar
er hoppet ned fra Balken;
dens Hale stift i Vejret staar,
slesk-spindende om Mor den gaar,
mens hun tar fat paa Malken.
I Bluse, Seglesmæk og Klok
vi Børn om Moder hveger,
mens paa den lyse Stjerneflok,
paa "Pejers Pig" og "Mari-Rok"
hun over Koen peger.
Og Mælken spruder varm og fed,
og Malkekoen dryner,
mens Mor maa gi' os smaa Besked
om, "hvorfor Stjerner falder ned",
og "hvorfor Kornmo lyner".
Og Rugen stod i ydmyg Ro
og drak af Nattesaften,
og Gjøgen hang i Hyldebo
og vippede og skoggerlo,
som her den ler i Aften.