AFTEN-GJØGEN.

O, du min Barndoms glade Fugl,

saa hører jeg dig atter!

Mens Rugen duver tung og gul,

jeg sidder bag en Hyld i Skjul

og lytter til din Latter.

Da stiger for mit Øje frem

de svundne Barndomsdage,

jeg ser paany dit gamle Hjem

med Bænk ved Gavl, med Port paa Klem

og Mos paa alle Tage.

Det sukker i de grønne Flæg

langs Dammene i Vesten;

og der gaar Mor bag Ladevæg

og lægger Lat til Nattebleg,

mens Far han flytter Hesten.

Hør Køllens dumpe Ekkoklang

mod Gaardens hvide Længer,

hvor Mønningstigen staar saa lang,

og Ovnskod og Toggerstang

paa Flintevæggen hænger.

Der stiger Røg fra Nadvergrød;

for Døren svales Øllet;

en Duft af nybagt Sigtebrød,

og lange Lyd af Pumpestød,

mens Karlen vander Føllet.

Og Katten med de stride Haar

er hoppet ned fra Balken;

dens Hale stift i Vejret staar,

slesk-spindende om Mor den gaar,

mens hun tar fat paa Malken.

I Bluse, Seglesmæk og Klok

vi Børn om Moder hveger,

mens paa den lyse Stjerneflok,

paa "Pejers Pig" og "Mari-Rok"

hun over Koen peger.

Og Mælken spruder varm og fed,

og Malkekoen dryner,

mens Mor maa gi' os smaa Besked

om, "hvorfor Stjerner falder ned",

og "hvorfor Kornmo lyner".

Og Rugen stod i ydmyg Ro

og drak af Nattesaften,

og Gjøgen hang i Hyldebo

og vippede og skoggerlo,

som her den ler i Aften.

Samlede Værker, Første Bind · 第 167 / 248 题