Tho a er jo Røjter, og a er fræ _Fløj_,
mi Muer hun kam jo fræ _Trøwed_.
Hun nær sæ som Skræjer, ilav a blæw føj,
Og aaltid med Armud hun døwed.
Hun ried og stak æ Næt med æ Daa
og gløj saa geswindt hinne Jaen;
det er træls aa vær te, nær en nap tær vær glaa,
for æ Fød skaen ha, ja det skaen.
Hun war kuns en sperrise, lilajte Kwind,
men som hun kund brug hinne Finger;
ja nær en Naals Tro hun sku risp heller twind,
de gik som æ Lærki si Vinger.
Og som hun da kund handtir hinne Saws!
Hwer øwles Strimmel fæk a en,
hwer Tro og hwer Trumm, der flid aa fræ æ Klaws
for æ Bøen skaen gled, ja det skaen.
Der sto i wor Kalgo en jenle Pa Kôl,
og nær hun no rigtig vild gott sæ,
og ind war for mørk te aa træj hinne Nôl,
saa kam hun herud og saatt sæ.
Saa sang hun en Vis om Sorrig og Gled,
og somtid a tykkes, a ka en;
for det, som si Muer haar lær jen aa kwed,
det skaen hold aa, ja det skaen.
Æ Dôg ku begynd aa trill i æ Kôl,
og Folk ku forlængst vær i Sengi,
men hun haaj no glemt baade Pesjan og Nôl
for aal de Fowl i æ Engi.
Og a laa og sov ind mud hinne Knæ,
--for bette og stummelwon waen--
indte hun saa wat mæ og bor mæ derfræ;
for de smo skaen sorr for, det skaen.
Gud ved, hwad hun tint, nær mæ sølle Baan
hun kyst, men æ Skyer saatt Gorer?
Nær a vaavnt op, fand a Dôg paa mi Haând;
a tinker, det war hinne Torer.
Saa haaj hun wal grædt for den Lykk, der forswand,
hwormøj hun saa tegged og baen,
den Daa de som Lig bor Jens Fisker i Land;
for rykkes og revves det skaen.
Aaja sølle Muer, der saa sjalden war glaa!
Hun bløw nok nøj blêg mud æ Sidsten;
men bleger end nowtid hun war nok den Daa,
de kam og laa hind i Kisten.
Der er manne, der tar fræ Tusind æ Fød
og sjel ett gjør Nytt for en Kjaen,
men søn bette Kwind, der haar slæft sæ tedød,
hind skaen sætt høt, ja det skaen.
Ja, nær en ret tinker ved aal den Fortrær,
der gjør hwer en fatte te Hejring,
saa hwisker en somtid: Aa, war _do_ Worherr,
saa skuld der skam ski en Forbejring!
Men no mo a ud aa si te æ Kow,
om æ Gjewt en haar ædt, som a gaen;
no er æ paatid, te æ Høwder faar Row;
for æ Kyer skaen pass, ja, det skaen!
20/11 1904.
[Footnote: _døwed_, døjet; _gløj_, glødede; _Jaen_, Jærn (Persjærn);
_nap_, knapnok; _glaa_, glad; _sperrise_, spinkel; _lilajte_, temmelig
lille; _Finger_, Fingre; _Tro_, Traad; _Saws_, Sax; _øwles_, overflødig;
_Trumm_, Garnende; _Klaws_, Garnfed; _sto_, stod; _Kalgo_, Kaalgaard;
_Kôl_, Kaal; _kwed_, kvæde; _Dôg_, Dug; _haaj_, havde; _Pesjan_,
Persjærn; _Fowl_, Fugle; _stummelwon_, usikker paa Benene; _wat mæ_,
vækkede mig; _men_, mens; _Gorer_, Lyrer (lange hvide Natskyer);
_nowtid_, nogensinde; _Kjaen_, Kjærne; _høt_, højt; _Fortrær_, Fortræd;
_fatte_, Fattig; _Hejring_, sølle forsømt Skabning; _ski_, ske;
_Forbejring_, Forbedring; _Gjewt_, Givt; _Row_, Ro; _Kyer_, Køer.]