Femogtyve lange Aar
hvirvled Sne i tynde Haar,
lagde Rynkespil om Øjet,
magred Kinden, Ryggen bøjed
--saadan skreves Livets Kaar.
I en Tid, hvor alting brast,
holdt I ved hinanden fast;
I har ej jert Sind forandret,
trofast har I Vejen vandret
uden Vaklen Haand i Haand.
Sorgen kom som hyppig Gjæst,
Sygdom røved Lønnens Rest,
Vaagelampens spæde Flammer
lyste fra jert snævre Kammer
mangen søvnløs Midnatsstund.
Øde Nætters Barnegraad
gjorde ofte Kinden vaad;
tit har I med stille Vaande
lyttet efter Barnets Aande,
naar paa Trappen Døden stod.
Dog for den, som haaber fast,
aldrig rigtig Lykken brast;
Sorgens Dag og Graadens Nætter,
bange Sjæles Rædsel sletter
Evighedens Finger ud.
Gjorde Troen Gangen let,
da har Tvivlen tabt sin Ret;
bar I bedre Livets Kulde;
satte trygg're Fod i Mulde,
da var Troen Lykkens Ven.
Solen i Guds klare Dag
fandt vel ogsaa eders Tag,
blinked skjælmsk paa Blomst bag Rude,
leged ømt paa Vuggens Pude,
titted ned i Barnets Drøm.
--Femogtyve svundne Aar
her med Stav i Haanden staar,
hilser tavse paa hverandre,
nikker mod jer, før de vandre
ind til Evighedens Kaar.