Nu har vi læst Aviser nok
og kjender eders Planer,
nu venter vi det Rytterchoc,
der sprænger nye Baner,
der slænger kjækt i Mudder-Grav
de blinde Fortidsjætter,
og Folkets Ret og Folkets Krav
paa Hædersbænken sætter.
Vort Statsskib blev paa Bedding sat,
det trængte haardt til Spanter;
det havde Brud paa Ror og Rat
og Læk paa alle Kanter.
--Nu raader vi, I kaster los,
før Vreden gaar i Gjæring,
nu er det Tid, at Skroget faar
den sidste Overtjæring.
Taalmodighedens sagte Vals
I vil saa gjerne lire,
men Strikken, om Ideens Hals
blev ofte det: at fire.
Den kjække Skipper fanger Mod,
naar hvidest Søen bovner.
Drik Vinen, mens den end er god,
og Øllet, før det dovner!
I tyve Kjedsomhedens Aar
vi har Forbedring ventet;
saa gid vor syge Tvivl nu faar
omsider Sakramentet!
Kald Grøde frem i Folkesind,
og Vækst i Danmarks Dale,
og ring med nye Klokker ind
en bedre Rigsdagstale!
Ja, vi vil ud i aaben Dyst,
hvor Saltstænk frisker Blodet,
ej ligge under Dødvandskyst
og samle Vand i Ho'det.
Og lad os saa faa Flaget op
og Skuden ud at sejle;
sund Politik er salten Hav
og ingen Brakvands-Vejle.
26/9 1902.