KARUP AA.

Nu bleges Himlen, for Sol er nede,

og alt har Kvæget ædt Bugen trind;

der lugtes Pors fra den nære Hede,

og Høduft driver for dugtung Vind.

Glad Hyrdedrengen paa Vajsen synger,

mens Aftengøgen en Skræppe tynger

og Vibeflokken sin Kile slynger

med hæse Skrig over Karup Aa.

Hult Aaen klunker ved Midnatstide,

naar Maanen skjarer i Pytter smaa

og Taagestøtter langs Bredden skride

os sadle Engene abildgraa.

Da hulker Vandet fra dulgte Kilder,

mens Væslet virmer om Broens Piller,

og Kastevinde gjør Ganeriller

i Maanespejlet paa Karup Aa.

Saa stiger Solen af Morgenbadet,

mens Storken lægger sit Næb paa Hæld,

og Duggen drypper fra Svingelbladet

som blanke Hagl i det sorte Væld;

og Ræven kommer med Rov belæsset;

han laber Vandet, der kringler Næsset,

mens Brisen ringler med Hjærtegræsset

paa begge Bredder af Karup Aa.

Her ruger Anden i sivlun Rede,

og Rylen vader paa tynde Ben;

en Gamling lærer sit Barn at mede

og haspe Snaren af Stagens Ten.

Guldsmede straaler som Gudesmykker;

hvor Padderokken paa Roden rykker,

en tandsløv Odder sit Maaltid tygger

med Kind mod Græsset ved Karup Aa.

Men kommer Juli med Brand og Brynde

og svider Pletter i tyndstraaet Rug

og syrner Øllet i baandsat Tønde,

mens Grisen stønner ved maskfyldt Trug;

da slænger Bonden sin Le paa Nakken,

retsindig langsomt han klarer Bakken,

han naar til Engen, han kaster Frakken,

og _Slet_ begynder langs Karup Aa!

Den Mand, du tænkte dig mut og treven,

fordi du saa ham i Hytten sidst,

han er ved Stræbet paa Engen bleven

en Skjæmtebroder og Humorist;

han gaar til Knagen, saa Jærnet synger,

det friske Arbejd hans Blod forynger;

kun halvt til Vægten en Byrde tynger

i Høsletstiden ved Karup Aa.

Ret artigt Pigen maa Riven klemme,

om hun med Leen skal holde Skridt.

Korset og Klokke maa blive hjemme,

saa svulmer Barmen desmere frit!

Hun drejer Riven, saa Græsset stenter

og alle Frøer gjør Testamenter

og rædselsslagne fra høje Skrænter

med Plask sig styrter i Karup Aa.

Og Solen bager paa Knøsens Tinding,

mens rapt hans Stryge i Krydsstrejf gaar;

og Sliddet slapper hans Buxelinning,

saa Buxehagen til Knæet naar.

Ved Skaarets Ende en Slurk af Dunken,

en Skraa i Munden og Saften sunken!

Saa fat igjen for at øge Bunken

af Hø i Stakke langs Karup Aa!

--Du klare Strøm med de svale Bølger,

der duger Heden saa bredt et Bord,

mit Blik ærbødigt din Krumning følger,

til hvor du dykker i dyben Fjord.

Til dine Bredder min Slægt var bundet,

ved dine Bølger jeg Liv har fundet,

du er som Traad i mit Livsvæv tvundet,

du tungt henskridende Karup Aa.

18/7 1901.

[Footnote: _Vajsen_, høj Vej gjennem Engen; _Klunker_, klukker dybt;

_skjarer_, skinner (af Skjær); _Svingel_, en Græsart; _Knagen_,

Haandtaget paa Høleen; _Stenter_, springer brat af Sted; _Stryge_, et

Hvæsseinstrument for Leen.]

Samlede Værker, Første Bind · 第 121 / 248 题