Om Kvisten der blæser en strygende Vind,
den larmer med Vinduets Krog,
paa skraa kigger Spurv gjennem Ruderne ind
til en ved en opslaaet Bog.
Han er af os alle en gammel Bekjendt,
vi agter hans Vid og hans Mod;
han er kun for Herren det ene: _Student_,
dog, tro mig, den Titel er god!
Hvor skabtes der vel i Nationernes Skjød
en Strømning i Krig eller Fred,
en Fordring, en Fylking til Liv eller Død,
hvor ikke Studenten var med?
Den højeste Tanke, den skjønneste Sang,
Ideernes myndige Magt,
den gik gjennem Verden sin lysende Gang
saa tit i Studenternes Dragt.
Ej altid han sad med sit nærsynte Blik
og saa' mod "den himmelske Ørn",
nej, ofte bag hullede Faner han gik
og tog mod de blodigste Tørn.
Aarhundredets, Fyrrernes stolte Idé
den glemte han ej for Latin,
men planted dens Fakler ved Donau og Spree
og langs med den bugtede Rhin.
Hvem tændte paa Ruslands sortmuldede Grund
hint Dagningens sitrende Skjær,
der vakte Evropa og skræmte en Stund
Fordummelsens pansrede Hær?
Hvem talte om _Ret_ under Tængernes Kneb
og lagde Petarderne an
trods Bødlen og Knutten og Galgernes Reb?
_Studenten_, den nærsynte Mand!
End flakker uroligt i Kejserens Drøm
hint Brandskjær, Studenten har vakt;
end hviskes med Skjælven ved Neva'ens Strøm
et Ord om Studenternes Magt.
_De_ lagde i Verdenshistoriens Skaal
helt ofte saa blodig en Vægt;
har Døgnet og Dagen end ændret _vort_ Maal,
_vi_ er dog med hine i Slægt.
Som dem har vi raset mod Bindsler og Baand
og svoret paa Drømmenes Værd;
som dem har vi knælet for Frihedens Aand
og skaaret vor Haand i dens Sværd;
som dem har vi raabt imod Land efter Lods
og stødt i Basuner og Lur;
som dem har vi hugget vor Vinge til Blods
mod Dumhedens taarnhøje Mur.
Her staar vi og venter et varslende Tegn,
et Lyn fra den ladede Sky,
en bragende Torden, en rensende Regn,
der gi'r os til Livet paany.
Thi Hjernen maa dummes, og Tanken maa dø,
og gispe den hellige Trods,
hvor Dødtorsken driver paa boblende Sø,
os Luften er tyk som hos os.
Men er vi Studenter med "Spørgs" eller "Kryds",
med Visdommens Fugl i vort Segl,
saa slider vi ikke Salonernes Plyds
og ikke Kaféernes Drejl.
Saa deler med disse vi Arbejdets Kaar,
der sysler med Hammer og Plov:
Af Folket vi kommer, til Folket vi gaar,
_dets_ Lykke skal være _vor_ Lov.
26/9 1899.