Ole sad paa en Knold og sang
lal-la-la!
Faar og Beder omkring ham sprang
--tral-la-la!
Lyngen sused, og Skyen gled,
Udflugtslængsler i Hjærtet sved.
Heden stænged, og Mindet spandt;
Moders Øjne dog stærkest bandt.
Snart den Ting dog blev aabenbar;
Minder gjør ikke Sagen klar.
Stak saa Ole en Dag i Trav,
stod med ét ved det store Hav.
Øjet skinnede, Taaren randt,
intet mere i Verden bandt.
Over Havene Hyrden fór,
Faarene staar der endnu og glor.
Ej kan Bede og Faar forstaa
--lal-la-la!
Længslers Tog over Bølger blaa
--tral-la-la!
Jebjærg 13/8 1890.