DET BANKED PAA MIN RUDE--

Det banked paa min Rude

alt i den sene Nat;

derude stod min Yngling,

min Elskede, min Skat.

Jeg tog ham om hans Hoved

og kyssede hans Kind;

hvor kunde jeg vel nægte

min Gut at komme ind!

Og op han sprang i Karmen

saa let som en Bold,

og ned i mine Arme,

mens jeg hans Hænder holdt.

Han slynged sig ind til mig

saa smygende let,

og vugged mig og kyssed mig

saa hedt, aa, saa hedt!

Han løfted mig fra Jorden

med Armen om mit Liv;

jeg blev i hans Favntag

saa veg som et Siv.

Han løfted mig, han kyssed mig,

han favned mig saa fast,

at mit Hjærte det bæved,

og mit Bælte det brast.

Saa ved jeg ikke mere;

jeg svimled i hans Kys,

mens ind ad Vindvet vælded

Fuldmaanens brede Lys.

Og lad kun Verden snakke

og sige, hvad den vil,

der er dog ingen Lykke

som Elskovens til.

Vinter 1898.

Samlede Værker, Første Bind · 第 88 / 248 题