I Syden saar man Kanoners Sæd,
mens vi herhjemme saar vor Havre;
_dér_ flygter Bonden forskræmt og ræd,
hos os han spiser trygt sin Davre;
han tygger sindigt og med Grundighed,
det haster ikke, for vor Bonde ved:
gaar det end smaat,
gaar det dog godt;
og gaar det ej--naa ja, saa staar det.
Vi er et Folk af en egen Art
og kom som oftest sidst til Gildet;
de Ben, de store har mætte spart,
dem har vi andre gjærne pillet.
I Politik vi naa'de ikke højt,
vi lød for villigt Junkerpibens Fløjt;
Alter og Slot,
Tietgen og Thott,
det rimed altid godt i Danmark.
Vi prygler løs paa den samme Sæk
og stadig med den samme Kølle;
vi holder Vask ved den samme Bæk
og kjører mest til samme Mølle;
vi gaar til Baller, og vi gaar til Bad;
vi kan saa Smukt hinanden udenad.
Den Sag er fæl,
det slaar ihjel,
langt mer end Kugler og Kanoner.
--Nu væves yndeligt Eng og Mark
med Kavling og med Kavelotte;
og Storken, Foraarets Patriark,
gaar rundt, alvorlig som en Skotte.
Brushanen danser ved den blanke Aa;
fra Busken ser hans unge Viv derpaa.
--Hejsa og Hop!
Vinduet op!
og lad os faa lidt Luft i Stuen!
Se, der fløj Høgen dit Hus forbi,
og over Taget svitter Svalen;
den snilde Ræv gaar paa Frieri
med Smil om Mund og Dusk paa Halen.
Raabukken gaar saa strunk som en Student,
der lige nys har faaet sin Frakke vendt.
--Hejsa, min Glut!
vent et Minut,
saa gaar jeg glad med dig i Skoven!
Kjbh. 1/5 1897.