HOLGER DRACHMANN.

Under Stranden gaar en ensom Ridder,

Kappen flagrer i den kaade Blæst;

rundt ham glimter Sandets øde Vidder,

spejdende paa Klitten Maagen sidder,

bag ham stejler Bølgens hvide Hest.

Dansken kjender ham, den blonde Kjæmpe,

helt en Sanger, fuldt en Rytmens Mand;

han har aldrig faret frem med Lempe,

aldrig søgt sin Vredes Baal at dæmpe;

der er ingen i vort Land som han.

Der, hvor under hvide, stejle Brinker

Bølgen leger med det gule Rav,

der, hvor Fiskens Bug i Garnet blinker,

der, hvor han Lars Kruses Baad tilvinker,

blev han viet til det store Hav.

Og hun tog ham i de stærke Arme,

hængte Stridens Glavind om hans Lænd,

gød ham i hans Blod sin Golfstrøms Varme,

lagde Uvejrsmodet i hans Harme;

thi hun lider ikkun kjække Mænd.

Hvor Novembernattens Storme tude,

tænker vi paa ham og paa hans Hav;

og mens bladløst Poplens Gren derude

kaster rædde Skygger paa vor Rude,

mindes vi hans Rytmes Gangertrav.

I en Tid, hvor idel Stønnen høres

fra forpinte Hjærters Ribbensbur,

hvor kun Skumringsklynk imod vort Øres

smertesvulne Trommehinde føres,

lyder frelsende _hans_ glade Lur.

Naar om hundred Aar han bleg om Panden

hviler, Danmark, i din Moderfavn,

og to Elskte ensom gaar ved Stranden,

vil de se paa Havet, paa hinanden,

se--og hviske Holger Drachmanns Navn.

Oktbr. 1896.

Samlede Værker, Første Bind · 第 62 / 248 题