Under Stranden gaar en ensom Ridder,
Kappen flagrer i den kaade Blæst;
rundt ham glimter Sandets øde Vidder,
spejdende paa Klitten Maagen sidder,
bag ham stejler Bølgens hvide Hest.
Dansken kjender ham, den blonde Kjæmpe,
helt en Sanger, fuldt en Rytmens Mand;
han har aldrig faret frem med Lempe,
aldrig søgt sin Vredes Baal at dæmpe;
der er ingen i vort Land som han.
Der, hvor under hvide, stejle Brinker
Bølgen leger med det gule Rav,
der, hvor Fiskens Bug i Garnet blinker,
der, hvor han Lars Kruses Baad tilvinker,
blev han viet til det store Hav.
Og hun tog ham i de stærke Arme,
hængte Stridens Glavind om hans Lænd,
gød ham i hans Blod sin Golfstrøms Varme,
lagde Uvejrsmodet i hans Harme;
thi hun lider ikkun kjække Mænd.
Hvor Novembernattens Storme tude,
tænker vi paa ham og paa hans Hav;
og mens bladløst Poplens Gren derude
kaster rædde Skygger paa vor Rude,
mindes vi hans Rytmes Gangertrav.
I en Tid, hvor idel Stønnen høres
fra forpinte Hjærters Ribbensbur,
hvor kun Skumringsklynk imod vort Øres
smertesvulne Trommehinde føres,
lyder frelsende _hans_ glade Lur.
Naar om hundred Aar han bleg om Panden
hviler, Danmark, i din Moderfavn,
og to Elskte ensom gaar ved Stranden,
vil de se paa Havet, paa hinanden,
se--og hviske Holger Drachmanns Navn.
Oktbr. 1896.