Hun rakte frem sin Mund til Kys,
men jeg var ung og dum og Fejg;
hvor gjerne jeg end vilde det,
jeg gjorde det dog ej.
Og denne fagre, friske Mund,
der luede af sødt Begjær
og svulmede med tusind Kys,
den kom jeg ikke nær.
Da rødmed hun, som ind mod Høst
en Valmublomst i Middagsglød,
to klare Taarer tindred frem
og sank i hendes Skjød.
Saa sprang hun op og tog sin Hat,
og sa' Farvel med bortvendt Blik.
Aa, Gud, hvor glad og frisk hun kom,
hvor sønderknust hun gik!
Og naar jeg tænker paa, hvad Synd
jeg har at angre før min Død,
jeg tænker paa det Taarepar,
der sank i hendes Skjød.
Kjbh. 14/1 1894.