Der fløj en liden Sommerfugl
hen over Bondens Tag;
_den_ tænkte saamænd ikke
paa den yderste Dag.
Den tænkte kun at nyde
det Livets Sekund,
som den havde kysset fra
sin Mor, Naturens Mund.
Den gav sig hen til Flugten
i Luftens varme Blaa;
paa rene, hvide Vinger
den fløj paa maa og faa.
Den nød sin egen Dejlighed
og trodsed Tyngdens Lov,
og ikke Spor den tænkte
paa næste Dags Behov.
Var ikke Himlen havblaa,
og Solen ret som Guld,
og Livet lyst og herligt,
og Verden frydefuld!
Bestandig fòr den op og ned
som et stormjaget Løv,
hvad heller som en Barnesjæl,
nys skilt fra sit Støv.
Og som den fløj saa sjæleglad,
en Bejler kom til.
Gud, hvor han var oprigtig
og fyrig og vild!
Han bad om Lov at følge,
hun nikkede og lo;
thi hvorfor flyve ene,
naar man kan blive to!
De traadte Ætrens Elveslør
foruden mange Ord,
mens dybt dernede rulled
den snavsede Jord.
Og mætte af Dansen
i Junidages Sol,
de daled gjennem Luften
og fandt en dejlig Stol.
Midt i en hvidrød Æbleblomst--
saa salig som en Gud--
han vifted med sit Vingepar
sin lille hvide Brud.
Der holdt de deres Bryllup
foruden nogen Præst,
for saaledes hued det
de Sommerfugle bedst.
Og Grenen vugged op og ned
i Sommerdagens Luft,
og Æbleblomsten yded dem
sin allerbedste Duft.
Og Grenen svajed, Skyen drev,
og Dagens Lys blev slukt--
Tak, elskte smaa! I lærte mig,
hvordan man elsker smukt..
Kjbh. Juni 1893.