Saa sluttede en Aargang
af _dit_ Livs Billedtidende,
som har bragt Sol ag Vaarsang
og Frostnætter bidende,
og Elskovs søde Glæder,
naar ingen tænkte paa det,
og Graad paa øde Steder,
naar ingen andre saa det.
De blide Sommernætter,
saa lange og saa lyse,
kan endnu varme Sindet,
naar vi herinde fryse.
De blide Sommernætter,
da Lysalfer spøgte
omkring os i Skjæret
fra Mars'es røde Lygte.
De blide Sommernætter,
saa lyse og saa fagre,
da Agerhønen klukked
fra de duggede Agre,
naar vi foer den forbi
paa vor natlige Færden,
saa saligt betagne,
som ejed vi Verden.----
O, det var skjønne Timer,
for Sorger kemisk Fri;
nu sidder jeg og rimer
om Ting, der er Forbi!
Saa sluttede en Aargang
af _dit_ Livs Billedtidende,
og Sommersol og Vaarsang
svandt uden dit Vidende.
Helt svandt de dog ikke,
de ligger kun i Dvale
til næste Sommer kommer
med Sol over Dale.
Thi hvad vi engang leved
kan aldrig rigtig svinde,
og mindst af alt kan Elskov
imellem Mand og Kvinde.
Den overlever Slægter,
ja overlever Livet,
til den alene bliver
Udødelighed givet.
Den Tro har jeg faaet
usvigelig i Eje
i stille Gang med dig
ad sidste Sommers Veje.
Om den vil jeg hygge,
om den vil jeg frede,
saa længe som en Lærke
i Lyngen bygger Rede.
Om den vil jeg vaage,
Om den vil jeg værne
saalænge Juninatten
oplives af en Stjerne!
Nu har vi set paa Aarets
de mange Billedblade,
de stygge og de tunge,
de lyse og de glade.
Nu ordner du dem varligt,
og bind saa Aaret ind
med alle sine Minder
i Guld og Fløjelsbind--
og sæt det op paa Hylden
til de andre fir' og tyve,
at det kan staa og straale
mens Timerne flyve.
6/11 1892.