Naar Hvalen rammes af Harpunens Tand,
da flygter den med opspil't Mund fra Land.
Mod Dybet jager den i Ve og Vaande
og løfter kun sit Hoved for at aande.
Dens Hale basker som en Dampskibsskrue,
dens runde Øjne smaa i Smerte lue.
Tangskoven klyver den og Sildens Stime
og drager efter sig en blodig Strime.
--Som Hvalen dødsramt kløv det brede Hav
for i dets tavse Dyb at naa en Grav,
saa saa jeg alt det saarede og slagne,
det lumpent svegne og det koldt bedragne
at ile rastløst imod Ørkners Øde,
for uset der at græde og forbløde.
Aakjær 25/6 1892.