Har du set min Venindes Øjne,
de store skiftende brune,
der snart er fyldte med Helvedeskval,
snart straaler i Latter og Lune?
Hvor er det dog fat med de Øjne?
De minder om Søer i Skove;
de suger i sig min vaagne Ve,
min Hvile, naar jeg vil sove.
De er som Fjorden i Stille
med sejlende Skyer over,
men dybe, dybe som Havet selv,
og dunkle som rørte Vover.
Nu er de som Engenes Taage,
og nu som spejlende Brønde;
nu ligner de Damme i Maaneskin
i deres bedaarende Ynde.
Der luner en Ild i de Øjne,
en vild fortærende Lue;
den dølges ej helt af de sænkede Laag
og Brynenes bøjede Bue.
Det raser bag disse Vipper;
der er Graad i Øjnenes Kroge;
men brat kan der komme et Øjekast,
der minder om tirrede Snoge.
--Jeg har stirret for dybt i de Øjne,
der fristed som strømmende Vande,
paa Bunden af hvilke vi tror at se
Æventyr-Himle og -Lande.
En Dag vil min Sjæl fange Kræfter
og vikle sig af sine Løgne
og kaste sig i denne sugende Sø
og synke til Bunds i de Øjne.
Kjbh. 3/2 1892.