Jeg synger om en Stand,
hvis Ry er naa't til Engelland
og gaar fra By til By,
fra Rye og op til Thy,
hvis Snilles Værker jog
Alverden rundt paa Skib og Tog,
og sælges Drittelvis
til bedste Markedspris.
Vort Land var lig en Ørk,
hver anden Mand en fattig Tyrk,
saa gusten og saa tynd
som sorten Arvesynd.
Vi spiste branket Flæsk,
Kartoffelgrød og Fedt og Fisk,
mens farvet Smør og Ost
var bare Guders Kost.
Og Jorden drejed rundt,
og rundt og rundt, og den har tront,
og hundred Aar løb væk
ved Fedtebrød og Spæk.
Da kom en skjønne Flok
af Gudesønner, tror jeg nok,
herned og lærte os
den Kunst at malke "Bos".
Og Koen, hun sa'e: Buh,
og Malkepigen, hun sa'e: Puh!
Mens skuret Malkespand
blev fyldt indtil sin Rand;
og med en Kjærnestav
vi hamred Smørret ud deraf
og smurte det paa Brød;
og nu blev Kinden rød.
Paa ny kom Bud paa Stand:
"Gjør Danmark til et "smørret" Land.
Fej Kjærnebøtten ud
med Ostekop og -klud.
Saa Centrifugen op,
en Skorsten rejs, hvis høje Top
skal staa som Tidens Tegn
i hver en Landboegn!"
De Huse rejste sig
med slanke Spir langs Alfarvej.
Folk kom og saa derpaa
og mumled: "Kan det gaa!"
De sendte, mens de gik,
til Skorstenspiben op et Blik,
hvori der laa et: "Nej,
det gaar i Verden ej!"
Men Dampens Aand tog fat
og sled for tred've Dag og Nat;
der stod af Damp og Dur
en Sky om Tag og Mur;
det surred og det sang,
en Jærntraadsnerve klang og sprang;
en ny lagt ind for den,
saa tog han fat igjen.
Og Larmen Fra hans Slid
gik over Egnen hid og did,
en Surr, en Melodi,
som af en Kjæmpebi;
man vented, at han skvat;
men endnu ind i mørkest' Nat
han tog de samme Tag,
ja tar dem selv i Dag.
De Mejerister er
et eviglystigt Folkefærd,
med Latter, Larm og Sang
henrinder Dagen lang;
med Støvlen fuld af Vand
og Næven i en Flødespand,
i Sprøjt af alle Slags,
de boltrer sig som Lax.
Drik Mejeristens Skaal
i Kjærnemælk til bredfuldt Maal,
og tøm den til dens Bund,
for Kjærnemælk er sund,
og det er Standen med,
og derfor skal paa dette Sted
nu Mejeristen ha'
et dansk Hurra, Hurra!
Jebjærg Mejeri, Juli 1888.