FYENS STIFSBOGTRYKKERI (DREYER)

Det er nu om ved tyve Aar siden, at jeg udsendte min _første_

Digtsamling, "Derude fra Kjærene". Senere er der fulgt fem efter foruden

et Udvalg: "Liv og Sang".

I Almindelighed ordner man vel sine Vers efter deres Indhold og

Samhørighed; sørger saavidt muligt for, at det ene Digt ikke misklæder

det andet. Slige Hensyn er der ladet haant om i denne Udgave; her hvor

det har været mig om at gjøre at vise min digteriske Udvikling, har jeg

foretrukket at ordne efter Tidsfølgen, der kun er bleven brudt et Par

Steder, hvor en Digtcyklus var saa intimt sammenføjet, at en Omordning

ikke syntes heldig. For at faa Udviklingsbilledet saa klart frem som

muligt har jeg medtaget en Del Digte, som æstetisk set hører til

Undermaalerne; det gjælder først og fremmest nogle Vers, som ligger

langt tilbage i min Produktion; de er kun sat ind for Perspektivets

Skyld. Man maa dog ikke tro, at jeg har taget med baade Revl og Krat.

2-300 Ungdomsdigte, om _det_ gør det, har pænt maattet blive hjemme;

ogsaa en Haandfuld Digte, som tidligere har været med i Samlingerne--mest

i den første--har delt Skæbne med disse, fordi jeg nu af én eller anden

Grund er bleven led ved dem.

Men i alt væsentlig rummer nærværende Samling hvad der har staaet i:

"Derude fra Kjærene" (1899), "Fri Felt" (1905), "Rugens Sange" (1906),

"Muld og Malm" (1909), "Den Sommer og den Eng-" (1910) og "Vejr og Vind

og Folkesind" (1916), desuden ca. 60 Digte--det er noget nær en

Femtepart--som ikke tidligere har været ude i Bogform, deraf en Snes

Stykker fra de to sidste Aar.

Jeg har gjort mig megen Umage For gjennem Breve og Dagbøger etc. at

bestemme det enkelte Digts Tilblivelsestid. Hvor der i saa Henseende er

Uoverensstemmelse mellem, denne og tidligere Udgaver bedes nærværende

lagt til Grund. Et Digt har sommetider ligget i mit Sind i Aarevis;

Tallet ved Foden angiver da kun det Datum, da jeg anser det for færdigt.

Det er uhyre svært nu efter mange Aars Forløb at faa den Slags

korrekt--det gjælder ikke blot Digtets Fødselsdata men ogsaa Noterne bag

i Bindene--; og Fejl er der selvfølgelig begaaet. Men paa de fleste

Punkter mener jeg dog, at mine Oplysninger skal holde Stik. Og de, der

ikke bryder sig om mine med saa megen Møje fremskaffede Noter osv., kan

jo lade dem uænsede.

Jenle, 10. August 1918.

_Jeppe Aakjær._

Samlede Værker, Første Bind · 第 9 / 248 题