1. (En Bøn af Profeten Hahakkuk. Al-sjigjonot.)
2. HERRE, jeg har hørt dit Ry, jeg har skuet din Gerning, HERRE.
Fuldbyrd det i Årenes Løb, åbenbar dig i Årenes Løb, kom
Barmhjertighed i Hu under Vreden!
3. Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans Bjerge. -
Sela. Hans Højhed skjuler Himlen, hans Herlighed fylder Jorden.
4. Under ham er Glans som Ild, fra hans Side udgår Stråler; der er
hans Vælde i Skjul.
5. Foran ham vandrer Pest, og efter ham følger Sot.
6. Hans Fjed får Jorden til at skælve, hans Blik får Folk til at
bæve. De ældgamle Bjerge brister, de evige Høje synker, ad evige
Stier går han.
7. Kusjans Telte bæver, Telttæpperne i Midjans Land.
8. Er HERREN da vred på Strømmene, gælder din Vrede Strømmene,
gælder din Harme Havet, siden du farer frem på dine Heste og
dine Vogne drøner.
9. Din Bue kom blottet til Syne, din Buestreng mætter du med
Pile. - Sela. Du kløver Jorden i Strømme,
10. Bjergene ser dig og skælver. Skyerne nedsender Regnskyl, og
Afgrunden løfter sin Røst.
11. Solen glemmer at stå op, Månen bliver i sit Bo; de flygter for
Skinnet af dine Pile, for Glansen af dit lynende Spyd.
12. I Harme skrider du hen over Jorden, du nedtramper Folk i Vrede.
13. Du drager ud til Frelse for dit Folk, ud for at frelse din
Salvede. Du knuser den gudløses Hustag, blotter Grunden til
Klippen. - Sela.
14. Med dit Spyd gennemborer du hans Hoved, bans Høvdinger splittes.
15. Du tramper hans Heste i Havet, i de mange Vandes Dynd.
16. Jeg hørte det; da bæved min Krop, ved Braget skjalv mine Læber;
Edder for i mine Ben, og under mig vakled mine Skridt. Jeg bier
på Trængselens Dag over Folket, som volder os Krig.
17. Thi Figentræet blomstrer ikke, Vinstokken giver intet,
Olietræets Afgrøde svigter, Markerne giver ej Føde. Fårene
svandt af Folden, i Staldene findes ej Okser.
18. Men jeg vil frydes i HERREN, juble i min Frelses Gud.
19. Den Herre HERREN er min Styrke, han gør mine Fødder som Hindens
og lader mig gå på mine Høje. Til Sangmesteren. Med
Strengespil.