1. Ve Byen, der drypper af Blod, hvor der kun tales Løgn, så fuld
af Ran, med Rov uden Ende!
2. Hør Smæld og raslende Vogne, jagende Heste,
3. Stridsvognenes vilde Dans og stejlende Heste! Sværdblink og
lynende Spyd, faldne i Mængde, Masser af døde, endeløse Dynger
af Lig, man snubler over Lig!
4. For Skøgens vidt drevne Utugt, den fagre, udlært i Trolddom, som
besnærede Folk ved Utugt, Stammer ved Trolddom,
5. kommer jeg over dig, lyder det fra Hærskarers HERRE; dit Slæb
slår jeg op i Ansigtet på dig, lader Folkeslag se din Blusel,
Riger din Skam,
6. dænger dig til med Skarn og vanærer dig, ja sætter dig i
Gabestok.
7. Enhver, som får dig at se, skal fly fra dig og sige: "Nineve er
ødelagt, hvem vil ynke det, hvor skal jeg hente en til at give
det Trøst?"
8. Mon du er bedre end No-Amon, der lå ved Strømme, omgivet af Vand
som Bolværk, med Vand til Mur?
9. Dets Styrke var Ætiopere og Ægyptere uden Tal; Put og Libyer kom
det til Hjælp.
10. Dog førtes det bort, i Fangenskab måtte det vandre, på alle
Gadebjørner knustes også dets spæde; og om dets ædle kastedes
Lod, alle dets Stormænd lagdes i Lænker.
11. Også du skal drikke og synke i Afmagt, også du skal søge i Ly
for Fjenden.
12. Alle dine Fæstninger er Figener og tidligmoden Frugt; når de
rystes, falder de den spisende i Munden.
13. Se, Folket i dig er som Kvinder, vidåbne for Fjenden er Portene
ind til dit Land, Ild fortæred dine Slåer.
14. Øs Vand til Brug, når du omringes, styrk dine Fæstninger, træd
Dynd, stamp Ler, tag fat på Teglstensformen.
15. Ild skal fortære dig på Stedet. Sværd udrydde dig, fortære dig
som Springere. Er du end talrig som Springere, talrig som
Græshopper,
16. er end dine Købmænd flere end Himlens Stjerner - Græshoppen
kaster sin Vingeskal og flyver!
17. Dine Fogeder er som Græshopper, dine Tipsarer som
Græshoppesværme; de lejrer sig i Hegn, når Dagen er sval; men
når Solen står op, er de borte, man ved ej hvor.
18. Hvor sov dine Hyrder fast, du Assurs Konge! Dine Helte blunded;
dit Folk er spredt på Bjergene, ingen samler dem.
19. Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er til Døden. Alle, som hører om
dig, klapper i Hånd; thi hvem fik ikke din Ondskab stadig at
føle?