1. En frodig vinstok var Israel, som bar sin frugt, jo flere
frugter, des flere Altre; som Landet gik frem, des skønnere
Støtter.
2. Deres Hjerte var glat, så lad dem da bøde! Han skal slå Altrene
ned, lægge Støtterne øde.
3. De siger jo nu: "Vi har ingen Konge; thi HERREN frygter vi ej;
en Konge, hvad gavner han os?"
4. Med Ord slår de om sig, gør Mened og indgår Forbund, så Ret
bliver Gifturt, der gror langs Markens Furer.
5. For Bet-Avens Kalv skal Samarias Borgere ængstes, ja, over den
skal dens Folk og dens Præster sørge, jamre over deres Skat, thi
den bortføres fra dem;
6. som Gave til Storkongen føres og den til Assur. Efraim høster
kun Skændsel, Israel Skam af sin Afgud.
7. Samarias Konge slettes som Skum på Vandets Flade.
8. Øde er Afgudshøjene, Israels Synd, og på deres Altre skal Torn
og Tidsel gro. De siger til Bjergene: "Skjul os!" til Højene:
"Fald ned over os!"
9. Du syndede, Israel, helt fra Gibeas Dage. Der i Gibea sagde man:
"Krig skal ej nå os!" Men jeg kom over de Niddinger, revsede
dem;
10. Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold Brøde.
11. En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede villigt, Åget lagde jeg
selv på dens skønne Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Juda
for Harven.
12. Så eders Sæd i Retfærd, høst i Fromhed; bryd eder kundskabs
Nyjord og søg så HERREN, til Retfærds Frugt bliver eder til Del.
13. I pløjede Gudløshed, høstede Uret, fortærede Løgnens
Frugt. Fordi du slår Lid til dine Vogne og mange Helte,
14. skal Kampgny stå i dine Byer og alle dine Borge. De skal
ødelægges, som da Sjalman ødelagde Bet-Arbel på Stridens
Dag. Moder skal knuses hos Børn.
15. Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal Israels
Konge, ved Morgengry gøres til intet.