1. I det ellevte År På den første dag i ... månede kom HERRENs Ord
til mig således:
2. Menneskesøn! Fordi Tyrus siger om Jerusalem: "Ha, ha!
Folkeslagenes Port er knust; den står mig åben; den var rig, men
er nu øde!"
3. derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig,
Tyrus, og fører mange Folk imod dig, som når Havet rejser sine
Bølger.
4. De skal ødelægge Tyruss Mure og nedbryde Tårnene. Jeg fejer
Muldet bort og gør Tyrus til nøgen Klippe;
5. en Tørreplads for Net skal det være ude i Havet, så sandt jeg
har talet, lyder det fra den Herre HERREN; og det skal blive et
Bytte for Folkene.
6. Dets Døtre på Land skal hugges ned med Sværd; og de skal kende,
at jeg er HERREN.
7. Thi så siger den Herre HERREN: Se, nordenfra fører jeg mod Tyrus
Kong Nebukadrezar af Babel, Kongernes Konge, med Heste, Vogne og
Ryttere og en vældig Hærskare.
8. Dine Døtre på Land skal han hugge ned med Sværd; han skal bygge
Belejringstårne, opkaste Stormvold og rejse Skjoldtag imod dig;
9. sin Murbrækkers Stød skal han rette imod dine Mure og nedbryde
dine Tårne med sine Sværd.
10. Hans Heste skal myldre, så Støvet, de rejser, skjuler dig;
Ryttere, Hjul og Vogne skal larme, så dine Mure ryster, når han
drager igennem dine Porte, som når man trænger ind i en stormet
By.
11. Med sine Hestes Hove skal han nedtrampe alle dine Gader; dit
Folk skal han hugge ned med Sværdet og styrte dine stolte
Støtter til Jorden.
12. De skal rane din Rigdom og gøre dine Handelsvarer til Bytte; de
skal nedbryde dine Mure og nedrive dine herlige Huse: Sten,
Tømmer og Ler skal de kaste i Vandet.
13. Jeg gør Endepå dine brusende Sange, og dine Citres Klang skal
ikke mere høres.
14. Jeg gør dig til nøgen Klippe, en Tørreplads for Net skal du
være. Aldrig mere skal du bygges, så sandt jeg, HERREN, har
talet, lyder det fra den Herre HERREN.
15. Så siger den Herre HERREN til Tyrus: For sandt, ved dit drønende
Fald, ved de såredes Stønnen, når Sværd hugger løs i din Midte,
skal Strandene skælve.
16. Ned fra sin Trone stiger hver Fyrste ved Havet, Kapperne lægger
de bort, aflægger de brogede Klæder og klæder sig i Sorg; de
sidder på Jorden og skæler uafbrudt, slagne af Rædsel over dig.
17. De synger en Klagesang om dig og siger til dig: Ak, du gik
under, forsvandt fra Havet, du fejrede By, du, som var vældig på
Havet, du og dine Borgere, du, der jog Rædsel i alle, som boede
der!
18. Nu gribes Strandene af Skælven, den Dag du falder, og Havets Øer
forfærdes over din Udgang!
19. Thi så siger den Herre HERREN: Når jeg gør dig til en øde By og
lige med affolkede Byer, når jeg fører Verdensdybet over dig, og
de vældige Vande skjuler dig,
20. så støder jeg dig ned iblandt dem, der steg ned i Dybet, blandt
Fortidens Folk, og lader dig ligge i Underverdenen som ældgamle
Ruiner blandt dem, der steg ned i Dybet, for at du aldrig mere
skal bebos eller rejse dig i de levendes Land;
21. jeg giver dig hen til brat Undergang, og det skal være ude med
dig; selv om der søges efter dig, skal du aldrig i Evighed
findes, lyder det fra den Herre HERREN.