1. Løb i Jerusalems Gader, mærk jer, hvad I ser, og søg på dets
Torve, om I kan finde nogen, om der er en, som øver Retfærd,
lægger Vind på Sandhed, så jeg kan tilgive dem.
2. Siger de: "Så sandt HERREN lever", sværger de falsk.
3. HERRE, dine Øjne ser jo efter Sandhed. Du slog dem, de omvendte
sig ikke; du lagde dem øde, de vilde ej tage ved Lære, gjorde
Ansigtet hårdere end Flint, vilde ej vende om.
4. Da tænkte jeg: "Det er kun Småfolk, Dårer er de, thi de kender
ej HERRENs Vej, deres Guds Ret;
5. jeg vil vende mig til de store og tale med dem, de kender da
HERRENs Vej, deres Guds Ret!" Men alle havde sønderbrudt Åget,
sprængt deres Bånd.
6. Derfor skal en Løve fra Skoven slå dem, en Ulv fra Ødemarken
hærge dem, en Panter lure ved Byerne; enhver, som går derfra,
rives sønder; thi talrige er deres Synder, mange deres Frafald.
7. Hvor kan jeg vel tilgive dig? Dine Sønner forlod mig og svor ved
Guder, som ikke er Guder. Når jeg mætted dem, horede de, slog
sig ned i Skøgens Hus;
8. de blev fede, gejle Hingste, de vrinsker hver efter Næstens
Hustru.
9. Skal jeg ikke hjemsøge sligt? så lyder det fra HERREN, skal ikke
min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk?
10. Stig op på dets Mure, læg øde, men ikke helt! Ryk Rankerne op,
thi HERREN tilhører de ikke.
11. Thi svigefulde er de imod mig, Israels Hus og Judas Hus, så
lyder det fra HERREN.
12. De fornægter HERREN og siger: "Det betyder intet! Ulykke kommer
ej over os, vi skal ikke se Sværd og Hunger;
13. Profeterne bliver til Vind, Guds Ord er ej i dem; gid Ordet må
ramme dem selv!"
14. Derfor, så siger HERREN, Hærskarers Gud: Fordi I siger dette
Ord, se, derfor gør jeg mine Ord i din Mund til Ild og dette
Folk til Brænde, som Ild skal fortære.
15. Se, jeg bringer over eder et Folk fra det fjerne, Israels Hus,
så lyder det fra HERREN, et Folk, som er stærkt, et Folk fra
Fortids Dage, et Folk, hvis Mål du ej kender, hvis Tale du ikke
fatter;
16. som en åben Grav er dets kogger, de er alle Kæmper;
17. det skal æde dit Korn og dit Brød, det skal æde dine Sønner og
Døtte, det skal æde dit Småkvæg og Hornkvæg, det skal æde din
Vinstok og dit Figentræ; med Sværd skal de lægge dine Fæstninger
øde, dem, som du stoler på.
18. Men selv i de Dage, lyder det fra HERREN, vil jeg ikke udslette
eder.
19. Og når de siger: "Hvorfor har HERREN vor Gud gjort os alt det?"
sig så til dem: "Som I forlod mig og tjente fremmede Guder i
eders Land, således skal I tjene som fremmede i et Land, der
ikke er eders."
20. Forkynd dette i Jakobs Hus og kundgør det i Juda:
21. Hør dette, du tåbelige Folk, som er uden Forstand, som har Øjne,
men ikke ser, og Ører, men ikke hører:
22. Vil I ikke frygte mig, lyder det fra HERREN, eller bæve for mit
Åsyn? Jeg, som gjorde. Sandet til Havets Grænse, et evigt Skel,
som det ikke kan overskride; selv om det bruser, evner det
intet; om end dets Bølger larmer, kan de ikke overskride det.
23. Dette Folk har et trodsigt og genstridigt Hjerte, de faldt fra
og gik bort.
24. De siger ikke i deres Hjerte: "Lad os frygte HERREN vor Gud, som
giver os Regn, Tidligregn og Sildigregn, til rette Tid og sikrer
os Ugerne, da der skal høstes."
25. Eders Misgerninger bragte dem i Ulave, eders Synder unddrog eder
det gode.
26. Thi der findes gudløse i mit Folk; de ligger på Lur, som
Fuglefængere dukker de sig; de sætter Fælder, de fanger
Mennesker.
27. Som et Bur er fuldt af Fugle, således er deres Huse fulde af
Svig; derfor blev de store og rige.
28. De er tykke og fede; og så strømmer de over med onde Ord; de
hævder ikke den faderløses Ret, at det måtte gå dem vel, og
hjælper ikke de fattige til deres Ret.
29. Skulde jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra HERREN; skulde min
Sjæl da ikke tage Hævn over sligt et Folk?
30. Gyselige, grufulde Ting går i Svang i Landet;
31. Profeterne profeterer Løgn, Præsterne skraber til sig, og mit
Folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når Enden kommer?