20. Gid du sønderrev Himlen og steg ned, så Bjergene vakled for dit
Åsyn!
1. Som Vokset smelter i Ild, så lad Ild fortære dine Fjender, at
dit Navn må kendes iblandt dem, og Folkene bæve for dit Åsyn,
2. når du gør Undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit Åsyn
vakler Bjergene
3. og som ingen Sinde er hørt. Intet Øre har hørt, intet Øje har
set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham.
4. Du ser til dem, der øver Retfærd og kommer dine Veje i Hu. Men
se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved.
5. Som urene blev vi til Hobe, som en tilsølet Klædning al vor
Retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort Brøde bortvejred os som
Vinden.
6. Ingen påkaldte dit Navn, tog sig sammen og holdt sig til dig;
thi du skjulte dit Åsyn for os og gav os vor Brøde i Vold.
7. Men du, o HERRE, er dog vor Fader, vi er Leret, og du har dannet
os, Værk af din Hånd er vi alle.
8. Vredes ej, HERRE, så såre, kom ej evigt Brøde i Hu, se dog til,
vi er alle dit Folk!
9. Dine hellige Byer er Ørk, Zion er blevet en Ørk, Jerusalem
ligger i Grus;
10. vort hellige, herlige Tempel, hvor Fædrene priste dig, er blevet
Luernes Rov, en Grushob er alt, hvad vi elskede.
11. Ser du roligt HERRE, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt?