Esajas 41

1. Hør mig i Tavshed, I fjerne Strande, lad Folkene hente ny Kraft,

komme hid og tage til Orde, lad os sammen gå frem for Retten!

2. Hvo vakte i Østen ham, hvis Fod går fra Sejr til Sejr, hvo giver

Folk i hans Vold og gør ham til Kongers Hersker? Han gør deres

Sværd til Støv, deres Buer til flagrende Strå,

3. forfølger dem, går uskadt frem ad en Vej, hans Fod ej har trådt.

4. Hvo gjorde og virkede det? Han, som længst kaldte Slægterne

frem, jeg, HERREN, som er den første og end hos de sidste den

samme.

5. Fjerne Strande så det med Gru, den vide Jord følte Rædsel, de

nærmede sig og kom.

6. Den ene hjælper den anden og siger: "Broder, fat Mod!"

7. Mesteren opmuntrer Guldsmeden, Glatteren ham, der hamrer;

Lodningen tager han god og sømmer det fast, så det står.

8. Men Israel, du min Tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt, -

Ætling af Abraham, min Ven -

9. hvem jeg tog fra Jordens Grænser og kaldte fra dens fjerneste

Kroge, til hvem jeg sagde: "Du min Tjener, som jeg valgte og

ikke vraged":

10. Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din

Gud! Med min Retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg

dig.

11. Se, Skam og Skændsel får alle, som er dig fjendske, til intet

bliver de, der trætter med dig, de forgår.

12. Du søger, men finder ej dem, der kives med dig, til intet, til

Luft bliver de, der strides med dig.

13. Thi jeg, som er HERREN din Gud, jeg griber din Hånd, siger til

dig: Frygt kun ikke, jeg er din Hjælper.

14. Frygt ikke, Jakob, du Orm, Israel, du Kryb! Jeg hjælper dig,

lyder det fra HERREN, din Genløser er Israels Hellige.

15. Se, jeg gør dig til Tærskeslæde, en ny med mange Tænder; du skal

tærske og knuste Bjerge, og Høje skal du gøre til Avner;

16. du kaster dem, Vinden tager dem, Stormen hvirvler dem bort. Men

du skal juble i HERREN, rose dig af Israels Hellige.

17. Forgæves søger de arme og fattige Vand, deres Tunge brænder af

Tørst; jeg, HERREN, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud.

18. Fra nøgne Høje sender jeg Floder og Kilder midt i Dale; Ørkenen

gør jeg til Vanddrag, det tørre Land til Væld.

19. I Ørkenen giver jeg Cedre, Akacier, Myrter, Oliven; i Ødemark

sætter jeg Cypresser tillige med Elm og Gran,

20. at de må se og kende, mærke sig det og indse, at HERRENs Hånd

har gjort det, Israels Hellige skabt det.

21. Fremlæg eders Sag, siger HERREN, kom med Bevis! siger Jakobs

Konge.

22. De træde nu frem og forkynde os, hvad der herefter skal ske.

Sig frem, hvad I har forudsagt, at vi kan granske derover og se,

hvad Udfald det fik; eller kundgør os, hvad der kommer!

23. Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er Guder! Gør

noget, godt eller ondt, så måler vi os med hinanden!

24. Se, I er intet, eders Gerning Luft, vederstyggelig, hvo eder

vælger.

25. Jeg vakte ham fra Norden, og han kom, jeg kaldte ham fra Solens

Opgang. Han nedtramper Fyrster som Dynd, som en Pottemager ælter

sit Ler.

26. Hvo forkyndte det før, så vi vidste det, forud, så vi sagde:

"Han fik Ret!" Nej, ingen har forkyndt eller sagt det, ingen har

hørt eders Ord.

27. Først jeg har forkyndt det for Zion, sendt Jerusalem Glædesbud.

28. Jeg ser mig om der er ingen, ingen af dem ved Råd, så de svarer

mig på mit Spørgsmål.

29. Se, alle er de intet, deres Værker Luft, deres Billeder Vind og

Tomhed.

Det Gamle Testamente af 1931 · 第 785 / 1015 题