Esajas 31

1. Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår Lid til heste,

som stoler på Vognenes mængde, på Rytternes store Tal, men ikke

ser hen til Israels Hellige, ej rådspørger HERREN.

2. Men viis er og han, lader Ulykke komme og går ej fra sit Ord.

Han står op mod de ondes Hus og mod Udådsmændenes Hjælp.

3. Ægypterne er Mennesker, ikke Gud, deres Heste er Kød, ikke Ånd.

Når HERREN udrækker Hånden, snubler Hjælperen, den hjulpne

falder, de omkommer alle til Hobe.

4. Thi så sagde HERREN til mig: Som en Løve knurrer, en Ungløve

over sit Rov, og ikke, når Hyrdernes Flok kaldes hid imod den,

skræmmes af Skriget eller viger for Larmen, så stiger Hærskarers

HERRE ned til Kamp på Zions Bjerg og Høj.

5. Som svævende Fugle så skærmer Hærskarers HERRE Jerusalem,

skærmer og frier, skåner og redder.

6. Vend om til ham, hvem Israels Børn faldt fra så dybt!

7. Thi på hin Dag vrager enhver sine Guder af Sølv sine Guder af

Guld, eders Hænders syndige Værk.

8. Assur falder for Sværd, men ikke en Mands, et Sværd fortærer

det, ikke et Menneskes. Og han skal fly for Sværdet, til

Hoveriarbejde tvinges hans Stridsmænd;

9. hans Klippe viger bort af Rædsel, hans Fyrster skræmmes fra

Fanen. Så lyder det fra HERREN, hvis Ild er i Zion, som har sin

Ovn i Jerusalem.

Det Gamle Testamente af 1931 · 第 775 / 1015 题