1. Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har
din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.
2. Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin
Hjord i Haverne og sanke Liljer.
3. Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt
Liljer.
4. Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem,
frygtelig som Hære under Banner.
5. Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en
Gedeflok, bølgende ned fra Gilead.
6. dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har
Tvillinger, intet er uden Lam;
7. din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.
8. Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve,
på Terner er der ej Tal.
9. Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun,
sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af
Dronninger og Medhustruer Hyldest.
10. Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen,
skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?
11. Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale for
at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst.
12. Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks
Vogne.
13. Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se
dig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?"