1. Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene
hårdt:
2. Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savner
af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde
det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem
Lidelse.
3. Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans
Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så
siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han;
4. thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og i
Mørke dølges dets Navn;
5. og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke en
Grav; det hviler bedre end han.
6. Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon
ikke alle farer sammesteds hen?
7. Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult
aldrig.
8. Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme,
der ved at vandre for de levendes Øjne?
9. Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhed
og Jag efter Vind.
10. Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det vides
i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette
med ham, der er den stærkeste.
11. Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad
gavner de Mennesket?
12. Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal af
tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et
Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død?