Salme 140

1. (Til Sangmesteren. En Salme af David.)

2. Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod

Voldsmænd,

3. der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid.

4. De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber.

- Sela.

5. Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod

Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald.

6. Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for

min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela.

7. Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min

tryglende Røst!

8. HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på

Stridens Dag.

9. Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have

Fremgang!

10. Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem

selv!

11. Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de

op!

12. Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden

Slag i Slag!

13. Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige

Ret.

14. For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit

Åsyn.

Det Gamle Testamente af 1931 · 第 677 / 1015 题