Salme 22

1. (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.)

2. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til

Trods er Frelsen mig fjern.

3. Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men

finder ej Hvile.

4. Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

5. På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

6. de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til

Skamme.

7. Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk

til Spe;

8. alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:

9. "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham,

han har jo Velbehag i ham."

10. Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min

Moders Bryst;

11. på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du

min Gud.

12. Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som

hjælper!

13. Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,

14. spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

15. Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit

Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

16. min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge,

du lægger mig ned i Dødens Støv.

17. Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har

gennemboret mine Hænder og Fødder,

18. jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

19. Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

20. Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

21. Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

22. Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt

mig.

23. Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i

Forsamlingen:

24. "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for

ham, al Israels Æt!

25. Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte

ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

26. Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter

iblandt de fromme;

27. de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise

ham; deres Hjerte leve for evigt!

28. Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og

alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

29. thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.

30. De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje

sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt

deres Sjæl i Live.

31. Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten,

der kommer;

32. de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb

ind.

Det Gamle Testamente af 1931 · 第 556 / 1015 题