1. Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i
Trængselstider?
2. Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han
spinder;
3. thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den gridske
forbander, ringeagter HERREN.
4. Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen
Gud"; det er alle hans Tanker.
5. Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han
blæser ad alle sine Fjender.
6. Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt
til Slægt."
7. Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er
under hans Tunge;
8. han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri,
efter Staklen spejder hans Øjne;
9. han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer
han, han fanger den arme ind i sit Garn;
10. han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans
Kløer.
11. Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser
det aldrig."
12. Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!
13. Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger
ikke?
14. Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd;
Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.
15. Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den
ej findes!
16. HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af
hans Land;
17. du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte,
vender Øret til
18. for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer
øve Vold.