Job 31

1. Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

2. hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den

Almægtige gav fra det høje?

3. Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?

4. Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

5. Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

6. på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

7. er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine

Øjne, hang noget ved mine Hænder,

8. da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted,

oprykkes med Rode!

9. Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved

Næstens Dør,

10. så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over

hende!

11. Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,

12. ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

13. Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de

trættede med mig,

14. hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare,

når han så efter?

15. Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej

dannet os begge i Moders Liv?

16. Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

17. var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist

deraf

18. nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende

fra min Moders Skød.

19. Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et

Tæppe

20. visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i

Uld af mine Lam.

21. Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på

Medhold i Retten,

22. så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

23. Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig,

magted jeg intet!

24. Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min

Fortrøstning,

25. var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik

sanket så meget,

26. så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende

Måne,

27. og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på

min Hånd

28. også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg

Gud hist oppe.

29. Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af

Vanheld

30. nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved

hans Sjæl.

31. Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra

hans Bord"

32. nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for

Vandringsmænd.

33. Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min

Brøde i Brystet

34. af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt,

så jeg blev inden Døre i Stilhed!

35. Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad

den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

36. Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed

som en Krone,

37. svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

38. Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,

39. har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

40. så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender

Jobs Ord.

Det Gamle Testamente af 1931 · 第 522 / 1015 题