1. Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2. "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige,
som gjorde mig mod i Hu:
3. Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,
4. skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
5. Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver
jeg ikke min Uskyld.
6. Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage
piner mit Sind.
7. Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den
lovløse!
8. Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver
hans Sjæl?
9. Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?
10. Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han
påkalder ham?
11. Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg
ikke;
12. se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?
13. Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra
den Almægtige:
14. Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke
med Brød;
15. de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde
Klage over dem.
16. Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
17. han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver
den skyldfri;
18. han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør
sig;
19. han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og
er det ej mer;
20. Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
21. løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans
Sted.
22. Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;
23. man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!