1. Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig
det;
2. hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.
3. Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå
i Rette,
4. mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.
5. Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!
6. Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!
7. Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
8. Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?
9. Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man
narrer et Menneske?
10. Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er
partiske.
11. Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?
12. Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders
Skjolde.
13. Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!
14. Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;
15. se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for
ham min Færd.
16. Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig
ikke til ham!
17. Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!
18. Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!
19. Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!
20. Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for
dig:
21. Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
22. Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal
svare!
23. Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!
24. Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?
25. Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,
26. at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms
Skyld,
27. lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine
Veje. indkredser mine Fødders Trin!
Job 14
28. Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op
af Møl,
1. Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af
Uro;
2. han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke
fast.
3. Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4. Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5. Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du
har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6. tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag
som en Daglejer!
7. Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det
fattes ej nye Skud;
8. ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9. lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet
Træ;
10. men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er
han da?
11. Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12. så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen
forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13. Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er
ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
14. Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al
Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15. du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders
Værk!
16. Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17. forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du
lukket til.
18. Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra
Grunden,
19. som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du
udslukt Menneskets Håb.
20. For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt
og lader ham fare.
21. Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han
mærker det ikke;
22. ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder
Sorg.