1. Siden hændte det sig, at Moabiterne og ammoniterne sammen med
Folk fra Maon drog i Krig mod Josafat.
2. Og man kom og bragte Josafat den Efterretning: "En vældig
Menneskemængde rykker frem imod dig fra Egnene binsides Havet),
fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar (det er En-Gedi)!"
3. Da grebes Josafat af Frygt, og han vendte sig til HERREN og
søgte ham og lod en Faste udråbe i bele Juda.
4. Så samledes Judæerne for at søge Hjælp hos HERREN; også fra alle
Judas Byer kom de for at søge HERREN.
5. Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems Forsamling i
HERRENs Hus foran den nye Forgård
6. og sagde: "HERRE, vore Fædres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er
det ikke dig, der hersker over alle Hedningerigerne? I din Hånd
er Kraft og Styrke, og mod dig kan ingen holde Stand!
7. Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette Lands Indbyggere bort
foran dit Folk Israel og gav din Ven Abrahams Efterkommere det
for evigt?
8. Og de bosatte sig der og byggede dig der en Helligdom for dit
Navn, idet de sagde:
9. Hvis Ulykke rammer os, Sværd, Straffedom, Pest eller Hungersnød,
vil vi træde frem foran dette Hus og for dit Åsyn, thi dit Navn
bor i dette Hus, og råbe til dig om Hjælp i vor Nød, og du vil
høre det og frelse os!
10. Se nu, hvorledes Ammoniterne og Moabiterne og de fra Se'irs
Bjerge, hvem du ikke tillod Israeliterne at angribe, da de kom
fra Ægypten, tværtimod holdt de sig tilbage fra dem og
tilintetgjorde dem ikke,
11. se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive
os bort fra din Ejendom, som du gav os i Eje!
12. Vor Gud, vil du ikke holde Dom over dem? Thi vi er afmægtige
over for denne vældige Menneskemængde, som kommer over os; vi
ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore Øjne er vendt til dig!"
13. Medens nu alle Judæerne stod for HERRENs Åsyn med deres
Familier, Kvinder og Børn,
14. kom HERRENs Ånd midt i Forsamlingen over Leviten Jahaziel, en
Søn af Zekarja, en Søn af Benaja, en Søn af Je'iel, en Søn af
Mattanja, af Asafs Sønner,
15. og han sagde: "Lyt til, alle I Judæere, Jerusalems Indbyggere og
Kong Josafat! Så siger HERREN til eder: Frygt ikke og forfærdes
ikke for denne vældige Menneskemængde, thi Kampen er ikke eders,
men Guds!
16. Drag i Morgen ned imod dem; se, de er ved at stige op ad Vejen
ved Hazziz, og l vil træffe dem ved Enden af Dalen østen for
Jeruels Ørken.
17. Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv
stående, så skal I se, hvorledes HERREN frelser eder, I Judæere
og Jerusalems Indbyggere! Frygt ikke og forfærdes ikke, men
drag i Morgen imod dem, og HERREN vil være med eder!"
18. Da bøjede Josafat sig med Ansigtet til Jorden, og alle Judæerne
og Jerusalems Indbyggere faldt ned for HERREN og tilbad ham;
19. men Leviterne af Keh'atiternes og Koraiternes Sønner stod op for
at lovprise HERREN, Israels Gud, med vældig Røst.
20. Tidligt næste Morgen drog de ud til Tekoas Ørken; og medens de
drog ud, stod Josafat og sagde: "Hør mig, I Judæere og
Jerusalems Indbyggere! Tro på HERREN eders Gud, og l skal blive
boende, tro på hans Profeter, og Lykken skal følge eder!"
21. Og efter at have rådført sig med Folket opstillede han Sangere
til med Ordene "lov HERREN, thi hans Miskundhed varer
evindelig!" at lovprise HERREN i helligt Skrud, medens de drog
frem foran de væbnede.
22. Og i samme Stund de begyndte med Jubelråb og Lovsang, lod HERREN
et Baghold komme over Ammoniterne, Moabiterne og dem fra Se'irs
Bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået.
23. Ammoniterne og Moabiterne angreb dem, der boede i Se'irs Bjerge,
og lagde Band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige
med dem fra Se'ir, gav de sig til at udrydde hverandre.
24. Da så Judæerne kom op på Varden, hvorfra man ser ud over
Ørkenen, og vendte Blikket mod Menneskemængden, se, da lå deres
døde Kroppe på Jorden, ingen var undsluppet.
25. Så kom Josafat og hans Folk hen for at udplyndre dem, og de
fandt en Mængde Kvæg, Gods, Klæder og kostbare Ting. De røvede
så meget, at de ikke kunde slæbe det bort, og brugte tre Dage
til at plyndre; så meget var der.
26. Den fjerde Dag samledes de i Berakadalen, thi der lovpriste de
HERREN, og derfor kaldte man Stedet Berakadalen, som det hedder
den Dag i Dag.
27. Derpå vendte alle Folkene fra Juda og Jerusalem med Josafat i
Spidsen om og drog tilbage til Jerusalem med Glæde, thi HERREN
havde bragt dem Glæde over deres Fjender;
28. og med Harper, Citre og Trompeter kom de lil Jerusalem, til
HERRENs Hus.
29. Men en Guds Rædsel kom over alle Lande og Riger, da de hørte, at
HERREN havde kæmpet mod Israels Fjender.
30. Således fik Josafats Rige Fred, og hans Gud skaffede ham Ro til
alle Sider.
31. Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge over
Juda, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed
Azuba og var Datter af Sjilhi.
32. Han vandrede i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han
gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
33. Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket vendte endnu ikke
Hjertet til deres Fædres Gud.
34. Hvad der ellers er at fortælle om Josafaf fra først til sidst,
står jo optegnet i Jehus, Hananis Søns, Krønike, som er optaget
i Bogen om Israels Konger.
35. Senere slog Kong Josafat af Juda sig sammen med Kong Ahazja af
Israel, der var ugudelig i al sin Færd;
36. han slog sig sammen med ham om at bygge Skibe, der skulde sejle
til Tarsis. De byggede Skibe i Ezjongeber.
37. Men Eliezer, Dodavahus Søn, fra Maresja profeterede mod Josafat
og sagde: "Fordi du har slået dig sammen med Ahazja, vil HERREN
gøre dit Værk til intet!" Og Skibene gik under og nåede ikke
Tarsis.