1. Da Josafat havde vundet stor Rigdom og Hæder, besvogrede han sig
med Akab.
2. Efter nogle Års Forløb drog han ned til Akab i Samaria, og Akab
lod slagte en Mængde Småkvæg og Hornkvæg til ham og Folkene, han
havde med sig; og så overtalte han ham til at drage op mod Ramot
i Gilead.
3. Kong Akab af Israel sagde nemlig til Kong Josafat af Juda: "Vil
du drage med mig mod Ramot i Gilead?" Han svarede ham: "Jeg som
du, mit Folk som dit, jeg går med i Krigen."
4. Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om,
hvad HERREN siger!"
5. Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, 400 Mand, og
spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller
skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så vil Gud give
det i Kongens Hånd!"
6. Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu en af HERRENs Profeter,
vi kan spørge?"
7. Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan
rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig
godt, men altid ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat
sagde: "Således må Kongen ikke tale!"
8. Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtigt
Mika, Jimlas Søn!"
9. Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført
deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle
Profeterne spåede foran dem.
10. Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så
siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er
tilintetgjot!"
11. Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot
i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i
Kongens Hånd!"
12. Men Budet der var gået efter Mika, sagde til ham: "Se,
Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du
nu som de og giv gunstigt Svar!"
13. Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad min Gud siger,
det vil jeg tale!"
14. Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i
Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede
han: "Drag derop, så skal Lykken følge eder, og de skal gives i
eders Hånd!"
15. Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besværge
dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?"
16. Da sagde han: "Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en
Hjord uden Hyrde; og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad
dem vende tilbage i Fred, hver til sit!"
17. Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han
aldrig spår mig godt, men kun ondt!"
18. Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på
sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for
ham;
19. og HERREN sagde: Hvem vil dåre Kong Akab af Israel, så han
drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu et, en anden
et andet;
20. men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og Sagde:
Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?
21. Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans
Profeters Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og
gør det!
22. Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i disse dine
Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"
23. Da trådte Zidkija, Kena'anas Søn, frem og slog Mika på Kinden og
sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for
at tale til dig?"
24. Men Mika sagde: "Det skal du få at see, den Dag du flygter fra
Kammer til Kammer for at skjule dig!"
25. Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham til Amon, Byens
Øverste, og Kongesønnen Joasj
26. og sig: Således siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt
ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt
tilbage!"
27. Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke
talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag"l!"
28. Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i
Gilead.
29. Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før
jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels
Konge forklædte sig, og så drog de i Kampen.
30. Men Arams Konge havde ffivet sine Vognstyrere den Befaling: "I
må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels
Konge alene."
31. Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er
sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham fra
alle Sider. Da gav Josafat sig til at, råbe, og HERREN frelste
ham, idet Gud lokkede dem bort fra ham;
32. og da Vognstyrerne opdagede, at det ikke var Israels Konge, trak
de sig bort fra ham.
33. Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte
Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin
Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"
34. Men kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Israels Konge
holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften; men
da Solen gik ned, døde han.