1. Engang David sad i sit Hus, sagde han til Profeten Natan: "Se,
jeg har et Cedertræshus at bo i, men HERRENs Pagts Ark har Plads
i et Telt!"
2. Natan svarede David: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi Gud er
med dig!"
3. Men samme Nat kom Guds Ord til Natan således:
4. "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HERREN: Ikke du
skal bygge mig det Hus, jeg skal bo i!
5. Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte
Israeliterne op, men vandrede med, boende i et Telt.
6. Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne,
sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte
mit Folk: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus?
7. Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg
tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være
Fyrste over mit Folk Israel,
8. og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle
dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de
størstes på Jorden
9. og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan
blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin
Ro, og uden at Voldsmænd mere skal ødelægge det som tidligere,
10. dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil
underkue alle dine Fjender. Så kundgør jeg dig nu: Et Hus vil
HERREN bygge dig!
11. Når dine Dage er omme og du vandrer til dine Fædre, vil jeg
efter dig oprejse din Sæd, en af dine Sønner, og grundfæste hans
Kongedømme.
12. Han skal bygge mig et Hus, og jeg vil grundfæste hans Trone
evindelig.
13. Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn; og min
Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham, som jeg tog den fra din
Forgænger;
14. jeg vil indsætte ham i mit Hus og mit Kongedømme til evig Tid,
og hans Trone skal stå fast til evig Tid!"
15. Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.
16. Da gik Kong David ind og dvælede for HERRENs Åsyn og sagde:
"Hvem er jeg, Gud HERRE, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig
så vidt?
17. Men det var dig ikke nok o Gud, du gav også din Tjeners Hus
Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter,
Gud HERRE!
18. Hvad mere har David at sige dig? Du kender jo dog din Tjener,
19. HERRE! For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil,
gjorde du alt dette store og kundgjorde alle disse store Ting,
20. HERRE! Ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig, efter alt
hvad vi har hørt med vore Ører.
21. Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk,
som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig
et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger ved at drive
andre Folkeslag bort foran sit Folk, det, du udfriede fra
Ægypten?
22. Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit, Folk til evig Tid,
og du, HERRE, er blevet deres Gud.
23. Så lad da, HERRE, den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og
hans Hus, gælde til evig Tid og gør, som du sagde!
24. Da skal dit Navn stå fast og blive stort til evig Tid, så man
siger: Hærskarers HERRE, Israels Gud, Gud over Israel! Og din
Tjener Davids Hus skal stå fast for dit Åsyn.
25. Thi du, min Gud, har åbenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig
et Hus! Derfor har din Tjener dristet sig til at bede for dit
Åsyn.
26. Derfor, HERRE, du er Gud, du har givet din Tjener denne
Forjættelse,
27. så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til
evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, HERRE, har velsignet
det, og det bliver velsignet evindelig!"