1. Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes
Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen hos sig
i Jerusalem for at føre HERRENs Pagts Ark op fra Davidsbyen, det
er Zion.
2. Så samledes alle Israels Mænd hos Kong Salomo på Højtiden i
Etanim Måned, det er den syvende Måned.
3. Og alle Israels Ældste kom, og Præsterne bar Arken.
4. Og de bragte HERRENs Ark op tillige med Åbenbaringsteltet og
alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne
bragte dem op.
5. Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde
givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så
meget, at det ikke var til at tælle eller overse.
6. Så førte Præsterne HERRENs Pagts Ark ind på dens Plads i
Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under
Kerubernes Vinger;
7. thi Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken
stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens
Bærestænger.
8. Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det
Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og
de er der den Dag i Dag.
9. Der var ikke andet i Arken end de to Stentavler, Moses havde
lagt ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde
sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten.
10. Da Præsterne derpå gik ud af Helligdommen, fyldte Skyen HERRENs
Hus,
11. så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres
Tjeneste; thi HERRENs Herlighed fyldte HERRENs Hus.
12. Ved den Lejlighed sang Salomo: HERREN satte Solen på Himlen, men
selv, har han sagt, vil han bo i Mulmet.
13. Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt
kan dvæle. Det står jo optegnet i Sangenes Bog.
14. Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels
Forsamling, der imens stod op;
15. og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Hånd har
fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han
sagde:
16. Fra den Dag jeg førte mit Folk Israel ud af Ægypten, har jeg
ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer for der at
bygge et Hus til Bolig for mit Navn; men Jerusalem udvalgte jeg
til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over
mit Folk Israel.
17. Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds,
Navn et Hus;
18. men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge
mit Navn et Hus, er ret af dig;
19. dog skal du ikke bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din
Lænd; skal bygge mit Navn det Hus.
20. Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min
Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som HERREN sagde,
og jeg har bygget HERRENs, Israels Guds, Navn Huset;
21. og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN
sluttede med vore Fædre, da han førte dem bort fra Ægypten."
22. Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs Alter lige over for hele
Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen
23. og sagde: "HERRE Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen
oventil og på Jorden nedentil, du, som holder fast ved din Pagt
og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte
vandrer for dit Åsyn,
24. du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David,
og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund.
25. Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener,
min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes
dig til at sidde på Israels Trone for mit Åsyn, når kun dine
Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre for mit Åsyn, som du
har gjort.
26. Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde
din Tjener, min Fader David!
27. Men kan Gud da virkelig bo på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja
Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som
jeg har bygget!
28. Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så
du hører det Råb og den Bøn, din Tjener i Dag opsender for dit
Åsyn;
29. lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Nat og Dag, over det
Sted, hvor du har sagt, dit Navn skal bo, så du hører den Bøn,
din Tjener opsender, vendt mod dette Sted!
30. Og hør den Bøn, din Tjener og dit Folk Israel opsender, vendt
mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du
høre og tilgive!
31. Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader
ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette
Hus,
32. så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere
imellem, så du kender den skyldige skyldig og lader hans Gerning
komme over hans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham
efter hans Uskyld!
33. Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de
synder imod dig, og de så omvender sig til dig og bekender dit
Navn og opsender Bønner og Begæringer til dig i dette Hus,
34. så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og
føre dem tilbage til det Land, du gav deres Fædre!
35. Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod
dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn
og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem,
36. så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk
Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og
lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje!
37. Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der
kommer Kornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden
belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot
indtræffer -
38. enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit
Folk Israel, når de føler sig truffet i deres Samvittighed og
udbreder Hænderne mod dette Hus,
39. den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive og gøre
det, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans
Hjerte, thi du alene kender alle Menneskebørnenes Hjerter,
40. for at de må frygte dig, al den Tid de lever på den Jord, du gav
vore Fædre.
41. Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men
kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, -
42. thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Hånd og din
udstrakte Arm - når han kommer og beder, vendt mod dette Hus,
43. da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter
alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens
Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit
Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus,
som jeg har bygget.
44. Når dit Folk drager i Krig mod sin Fjende, hvor du end sender
dem hen, og de beder til HERREN, vendt mod den By, du har
udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn,
45. så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres
Ret!
46. Når de synder imod dig thi der er intet Menneske, som ikke
synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og
Sejrherrerne fører dem fangne til Fjendens Land, det være sig
fjernt eller nær,
47. og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og
omvender sig og råber til dig i Sejrherrernes Land og siger: Vi
har syndet, handlet ilde og været ugudelige!
48. når de omvender sig til dig af hele deres Hjerte og af hele
deres Sjæl i deres Fjenders Land, som de bortførtes til, og de
beder til dig, vendt mod deres Land, som du gav deres fædre, mod
den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn
49. så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring
og skaffe dem deres Ret,
50. og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig, alle de
Overtrædelser, hvori de gjorde sig skyldige imod dig, og lade
dem finde Barmhjertighed hos Sejrherrerne, så de forbarmer sig
over dem;
51. de er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud af Ægypten, af
Smelteovnen.
52. Lad dine Øjne være åbne for din Tjeners og dit Folk Israels
Begæring, så du hører dem, hver Gang de råber til dig.
53. Thi du har udskilt dem fra alle Jordens Folkeslag til at være
din Ejendom, som du lovede ved din Tjener Moses, da du førte
vore Fædre bort fra Ægypten, Herre, HERRE!"
54. Da Salomo var færdig med hele denne Bøn og Begæring til HERREN
rejste han sig fra Pladsen foran HERRENs Alter, hvor han havde
ligget på Knæ med Hænderne udbredt mod Himmelen.
55. Derpå trådte han frem og velsignede med høj Røst hele Israels
Forsamling, idet han sagde:
56. "Lovet være HERREN, der har givet sit Folk Israel Hvile, ganske
som han talede, uden at et eneste Ord er faldet til Jorden af
alle de herlige Forjættelser, han udtalte ved sin Tjener Moses.
57. HERREN vor Gud være med os, som han var med vore Fædre, han
forlade og forstøde os ikke,
58. at vort Hjerte må drages til ham, så vi vandrer på alle hans
Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, som han pålagde
vøre Fædre!
59. Måtte disse Bønner, som jeg har opsendt for HERRENs Åsyn, være
nærværende for HERREN vor Gud både Nat og Dag, så han skaffer
sin Tjener og sit Folk Israel Ret efter hver Dags Behov,
60. for at alle Jordens Folk må kende, at HERREN og ingen anden er
Gud.
61. Og måtte eders Hjerte være helt med HERREN vor Gud, så I følger
hans Anordninger og holder hans Bud som i Dag!"
62. Kongen ofrede nu sammen med hele Israel Slagtofre for HERRENs
Åsyn.
63. Til de Takofre, Salomo ofrede til HERREN, tog han 22 000 Stykker
Hornkvæg og 12 000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og
alle Israeliterne HERRNs Hus.
64. Samme Dag helligede Kongen den mellemste Del af Forgården foran
HERRENs Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene, Afgrødeofrene
og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret foran HERRENs
Åsyn var for lille til at rumme Ofrene.
65. Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden for HERREN vor Guds
Åsyn sammen med hele Israel, en vældig Forsamling (lige fra
Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk).
66. Ottendedagen lod han Folket gå, og de velsignede Kongen og drog
hver til sit, glade og vel til Mode over al den Godhed, HERREN
havde vist sin Tjener David og sit Folk Israel.