1. Derefter rådspurgte David HERREN: "Skal jeg drage op til en af
Judas Byer?" HERREN svarede:"Gør det!" Og David spurgte: "Hvor
skal jeg drage hen?" Da svarede han: "Til Hebron!"
2. Så drog David derop tillige med sine to Hustruer Ahinoam fra
Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru;
3. og han tog sine Mænd med derop tillige med deres Familier, og de
bosatte sig i Byerne omkring Hebron.
4. Da kom Judas Mænd derhen og salvede David til Konge over Judas
Hus. Da David fik at vide, at Mændene i Jabesj i Gilead havde
jordet Saul,
5. sendte han Sendebud til Mændene i Jabesj i Gilead og lod sige:
"HERREN velsigne eder, fordi I således viste Godhed mod eders
Herre Saul og jordede ham.
6. Måtte nu HERREN vise eder Godhed og Trofasthed! Men også jeg vil
gøre godt imod eder, fordi I gjorde dette.
7. Tag eder derfor sammen og vis eder som stærke Mænd; thi eders
Herre Saul er død, og Judas Hus har allerede salvet mig til
Konge!"
8. Men Abner, Ners Søn, Sauls Hærfører, tog Sauls Søn Isjbosjet og
bragte ham over til Mahanajim
9. og udråbte ham til Konge over Gilead, Aseriterne, Jizre'el,
Efraim og Benjamin, over hele Israel.
10. Isjbosjet, Sauls Søn, var fyrretyve År, da han blev Konge over
Israel, og han herskede to År. Kun Judas Hus sluttede sig til
David.
11. Den Tid David herskede i Hebron over Judas Hus, var syv År og
seks Måneder.
12. Abner, Ne'rs Søn, drog med Isjbosjets, Sauls Søns, Folk fra
Mahanajim til Gibeon;
13. ligeledes drog Joab, Zerujas Søn ud med Davids folk, og de
stødte sammen med dem ved Dammen i Gibeon; og de slog sig ned
hver på sin Side af Dammen.
14. Da sagde Abner til Joab: "Lad de unge Mænd stå op og udføre
Våben lege for os!" Og Joab sagde: "Ja, lad dem stå op!"
15. Så stod de op og gik frem lige mange fra hver Side, tolv
Benjaminiter for Isjbosjet, Sauls Søn, og tolv af Davids Folk;
16. men de greb hverandre om Hovedet og stødte Sværdet i Siden på
hverandre, så de faldt alle til Hobe. Derfor kalder man dette
Sted Helkat-Hazzurim; det ligger ved Gibeon.
17. Samme Dag kom det til en meget hård Kamp, i hvilken Abner og
Israels Mænd blev drevet på Flugt af Davids Folk.
18. Ved den Lejlighed var Zerujastre Sønner med, Joab, Abisjaj og
Asa'el; og Asa'el, der var rapfodet som Markens Gazeller,
19. forfulgte Abner uden at bøje af til højre eller venstre.
20. Abner vendte sig om og spurgte: "Er det dig, Asa'el?" Han
svarede: "Ja, det er!"
21. Da sagde Abner: "Bøj af til en af Siderne, grib en af de unge
Mænd og tag dig hans Rustning!" Men Asa'el vilde ikke opgive at
forfølge ham.
22. Da sagde Abner videre til Asa'el: "Stands med at forfølge mig!
Hvorfor skal jeg slå dig til Jorden? Og hvorledes skal jeg så
kunne se din Broder Joab i Øjnene?"
23. Men han vægrede sig ved at standse, og Abner stødte da baglæns
Spydet gennem Underlivet på ham, så det kom ud af Ryggen, og han
faldt død om på Stedet. Og alle, som kom til Stedet, hvor Asa'el
lå og var død, stod stille.
24. Men Joab og Abisjaj forfulgte Abner, og da Solen gik ned, havde
de nået Gibeat-Amma, som ligger østen for Gia ved Vejen til
Gibeons Ørken.
25. Da samlede Benjaminiterne sig om Abne'r og stillede sig i Klynge
på Toppen af Gibeat-Amma.
26. Men Abner råbte til Joab: "Skal da Sværdet altid blive ved at
fortære? Ved du ikke, at Eftersmagen er besk? Hvor længe skal
det vare, inden du byder Folket standse med at forfølge deres
Brødre?"
27. Joab svarede: "Så sandt HERREN lever: Havde du ikke talt, vilde
Folkene først i Morgen have standset med at forfølge deres
Brødre!"
28. Derpå stødte Joab i Hornet, og hele Folket standsede; de
forfulgte ikke mere Israel og fortsatte ikke Kampen.
29. Abner og hans Mænd vandrede så i Løbet af Natten igennem
Arabalavningen, satte over Jordan, gik hele Kløften igennem og
kom til Mahanajim.
30. Da Joab vendte tilbage fra Forfølgelsen af Abner og samlede alle
Krigerne, savnedes foruden Asa'el nitten Mand af Davids Folk,
31. medens Davids Folk havde slået 360 Mand ihjel af Benjaminiterne,
Abners Folk.
32. Derpå bar de Asa'el bort og jordede ham i hans Faders Grav i
Betlehem, og Joab og hans Mænd vandrede hele Natten igennem; da
Solen stod op, nåede de Hebron. 3-1. Krigen imellem Sauls og
Davids Huse trak i Langdrag; men David blev stærkere og
stærkere, Sauls Hus svagere og svagere.
2.Samuel 3
2. I Hebron fødtes der David Sønner; hans førstefødte var Amnon,
Søn af Ahinoam fra Jizre'el,
3. den næstældste Kil'ab, Søn af Abigajil, Harmeliten Nabals
Hustru, den tredje Absalon, en Søn af Kong Talmaj af Gesjurs
Datter Ma'aka,
4. den fjerde Adonija, en Søn af Haggit, den femte Sjefatja, en Søn
af Abital,
5. og den sjette Jitream, Søn af Davids Hustru Egla. Disse fødtes
David i Hebron.
6. Under Krigen mellem Sauls og Davids Huse ydede Abner Sauls Hus
kraftig Støtte.
7. Nu havde Saul haft en Medhustru ved Navn Rizpa, Ajjas Datter.
Og Isjbosjet sagde til Abner: "Hvorfor gik du ind til min Faders
Medhustru?"
8. Abner blev opbragt over Isjbosjets Ord og sagde: "Er jeg nu
blevet et Hundehoved fra Juda? Nu har jeg Gang på Gang vist
Godhed mod din Fader Sauls Hus, hans Brødre og Venner og ikke
ladet dig falde i Davids Hånd, og så går du nu i Rette med mig
for en Kvindes Skyld!
9. Gud ramme Abner både med det ene og det andet: Hvad HERREN
tilsvor David, skal jeg nu sørge for bliver opfyldt på ham;
10. jeg skal sørge for, at Sauls Hus mister Kongedømmet og Davids
Trone bliver rejst over Israel og Juda fra Dan til Be'ersjeba!"
11. Og af Frygt for Abner kunde Isjbosjet ikke svare et Ord.
12. Så sendte Abner Sendebud til David i Hebron og lod sige: "Slut
Pagt med mig! Se, jeg vil hjælpe dig og bringe hele Israel over
på din Side!"
13. Han svarede: "Vel, jeg vil slutte Pagt med dig; men een Ting
kræver jeg af dig: Du bliver ikke stedet for mit Åsyn, med
mindre du har Sauls Datter Mikal med, når du kommer!"
14. David sendte derpå Bud til Isjbosjet, Sauls Søn, og lod
sige:"Giv mig min Hustru Mikal, som jeg blev trolovet med for
100 Filisterforhuder!"
15. Da sendte Isjbosjet Bud og lod hende hente hos hendes Mand
Paltiel, Lajisj's Søn.
16. Hendes Mand fulgte hende grædende lige til Bahurim; her sagde
Abner til ham: "Gå nu hjem!" Så vendte han hjem.
17. Men Abner havde forhandlet med Israels Ældste og sagt: "Allerede
tidligere ønskede I David til Konge;
18. så gør nu Alvor af det! Thi HERREN har sagt om David: Ved min
Tjener Davids Hånd vil jeg frelse mit Folk Israel fra
Filisternes og alle dets fjenders Hånd!"
19. Abner talte også til Benjamin derom. Endelig gik Abner også til
Hebron for at meddele David alt, hvad Israel og hele Benjamins
Hus havde vedtaget.
20. Da Abner, fulgt af tyve Mænd, kom til David i Hebron, gjorde
David Gæstebud for Abner og Mændene, som var med ham.
21. Derpå sagde Abner til David: "Lad mig bryde op og drage hen og
samle hele Israel om min Herre Kongen, for at de kan slutte Pagt
med dig, at du kan blive Konge over alt, hvad din Hu står til!"
Da lod David Abner rejse, og han drog bort i Fred.
22. Just da kom Davids Folk og Joab hjem fra et Strejftog og
medførte et rigt Bytte; Abner var da ikke mere hos David i
Hebron, thi David havde ladet ham rejse, og han var draget bort
i Fred.
23. Da nu Joab var vendt hjem med hele sin Hær, fik han at vide at
Abner, Ners Søn, havde været hos Kongen, og at denne havde ladet
ham rejse, så han var draget bort i Fred.
24. Da gik Joab til Kongen og sagde: "Hvad har du gjort? Abner har
jo været hos dig! Hvorfor lod du ham rejse, så han frit kunde
drage bort?
25. Indser du ikke, at Abner, Ners Søn, kun kom for at bedrage
dig. udspejde din Færd og få at vide, hvad du har for!"
26. Så gik Joab bort fra David og sendte uden Davids Vidende
Sendebud efter Abner og de hentede ham tilbage fra Bor-Sira.
27. Og da Abner kom tilbage til Hebron, tog Joab ham til Side midt i
Porten for at tale uhindret med ham; og der dræbte han ham ved
et Stik i Underlivet for at hævne sin Broder Asa'els Blod.
28. Da det siden kom David for Øre, sagde han: "Jeg og mit Rige er
til evig Tid uden Skyld for HERREN i Abners, Ners Søns, Blod!
29. Det komme over Joabs Hoved og over hele hans Fædrenehus; og
Joabs Hus være aldrig frit for Folk, som lider af Flåd eller
Spedalsk hed, går med Krykke eller falder for Sværdet eller
mangler Brød!"
30. Men Joab og hans Broder Abisjaj havde slået Abner ihjel, fordi
han havde fældet deres Broder Asa'el i Kampen ved Gibeon.
31. Derpå sagde David til Joab og alle Folkene, som fulgte ham:
"Sønderriv eders Klæder, tag Sæk om eder og hold Klage over
Abner!" Og Kong David gik selv bag efter Båren.
32. Og da man jordede Abner i Hebron, græd Kongen højt ved Abners
Grav, og alt Folket græd med,
33. Da sang Kongen denne Klagesang over Abner: Skulde Abner dø en
Dåres Død? 34 Dine Hænder var ikke bundne, dine Fødder ikke lagt
i Lænker, du faldt, som man falder for Misdædere! Da græd hele
Folket end mere over ham,
35. og da hele Folket kom for at få David til af spise, medens det
endnu var Dag, svor David: "Gud ramme mig både med det ene og
det andet, om jeg smager Brød eller noget andet, før Sol går
ned!"
36. Hele Folket lagde Mærke dertil, og det gjorde et godt Indtryk på
dem; alt, hvad Kongen foretog sig, gjorde et godt Indtryk på alt
Folket;
37. og hele Folket og hele Israel skønnede den Dag, at Kongen ikke
var Ophavsmand til Drabet på Abner, Ners Søn.
38. Og Kongen sagde til sine Folk: "Ved I ikke, af der i Dag er
faldet en Øverste og Stormand i Israel?
39. Men jeg er endnu for svag, skønt jeg er salvet til Konge, og
disse Mænd, Zerujasønnerne, er mig for stærke. HERREN gengælde
Udådsmanden hans Skændsels- dåd!"