1. I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog en
Mand fra Betlehem i Juda til Moabiternes Land for at bo der som
fremmed med sin Hustru og sine to Sønner.
2. Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malon
og Hiljon, Efratiter fra Betlehem i Juda, og de kom til
Moabiternes Land og opholdt sig der.
3. Så døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine to
Sønner.
4. De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den anden
Rut. Men da de havde boet der en halv Snes År,
5. døde også de to, Malon og Kiljon, så at Kvinden sad alene
tilbage efter sine to Sønner og sin Mand.
6. Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra
Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at
HERREN havde set til sit Folk og givet dem Brød.
7. Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted,
hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land
8. sagde No'omi til sine to Sønnekoner: "Vend nu tilbage hver til
sin Moders Hus! HERREN være barmhjertig imod eder, som I har
været imod de døde og mig;
9. HERREN give eder, at I må finde Ro, hver i sin Mands Hus!" Og
hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt
10. og sagde til hende: "Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!"
11. Men No'omi sagde: "Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage
med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders
Mænd?
12. Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til
at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu
havde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig
fødte Sønner,
13. skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor
stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig
såre ondt for eder, thi mig har HERRENs Hånd ramt!"
14. De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin
Svigermoder, men Rut klyngede sig til hende.
15. Da sagde hun: "Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk
og sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!"
16. Men Rut svarede: "Nød mig ikke til at forlade dig og vende
tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du
tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit
Folk, og din Gud skal være min Gud;
17. hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. HERREN ramme
mig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!"
18. Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage med
hende. holdt hun op at tale til hende derom,
19. og de drog da videre sammen, indtil de kom til Betlehem. Men da
de kom til Betlehem, blev der Røre i hele Byen, og Kvinderne
sagde: "Er det No'omi?"
20. Men hun sagde til dem: "Kald mig ikke No'omi; kald mig Mara",
thi den Almægtige har voldet mig megen bitter Smerte!
21. Rig drog jeg herfra, og fattig har HERREN ført mig tilbage.
Hvorfor kalder I mig No'omi, når HERREN har vidnet imod mig og
den Almægtige tilskikket mig Ulykke?"
22. Således vendte No'omi tilbage fra Moabiternes Land tillige med
sin Sønnekone, Moabiterinden Rut, og de kom til Betlehem først
på Byghøsten.