1. Gileaditen Jefta var en dygtig Kriger. Han var Søn af en Skøge.
Gilead avlede Jefta.
2. Men Gileads Hustru fødte ham Sønner, og da de voksede op, jog de
Jefta bort med de Ord: "Du skal ikke have Arv og Lod i vor
Faders Hus, thi du er en fremmed Kvindes Søn!"
3. Jefta flygtede da for sine Brødre og bosatte sig i Landet Tob,
hvor nogle dårlige Folk samlede sig om ham og deltog i hans
Strejftog.
4. Efter nogen Tids Forløb angreb Ammoniterne Israel.
5. Og da Ammoniterne angreb Israel, drog Gileads Ældste hen for at
hente Jefta hjem fra Landet Tob.
6. De sagde til Jefta: "Kom og vær vor Fører, at vi kan tage Kampen
op med Ammoniterne!"
7. Jefta svarede Gileads Ældste: "Har I ikke hadet mig og jaget mig
bort fra min Faders Hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i
Nød?"
8. Men Gileads Ældste sagde til Jefta: "Derfor kommer vi jo nu
tilbage til dig! Vil du drage med os og kæmpe med Ammoniterne,
skal du være Høvding over os, over alle Gileads Indbyggere!"
9. Jefta svarede Gileads Ældste: "Dersom I fører mig tilbage, for
at jeg skal kæmpe med Ammoniterne, og HERREN giver dem i min
Magt, så vil jeg være eders Høvding!"
10. Da sagde Gileads Ældste til Jefta: "HERREN hører Overenskomsten
mellem os; visselig vil vi gøre, som du siger!"
11. Da drog Jefta med Gileads Ældste; og Folket gjorde ham til deres
Høvding og Fører. Og alle sine Ord udtalte Jefta for HERRENs
Åsyn i Mizpa.
12. Derpå sendte Jefta Sendebud til Ammoniternes Konge og lod sige:
"Hvad er der dig og mig imellem, siden du er draget imod mig for
at angribe mit Land?"
13. Ammoniternes Konge svarede Jeftas Sendebud: "Jo, Israel tog mit
Land, da de drog op fra Ægypten, lige fra Arnon til Jabbok og
Jordan; giv det derfor tilbage med det gode!"
14. Men Jefta sendte atter Sendebud til Ammoniternes Konge
15. og lod sige: "Således siger Jefta: Israel har ikke taget Moabs
eller Ammoniternes Land!
16. Men da de drog op fra Ægypten, vandrede Israel igennem Ørkenen
til det røde Hav og kom derpå til Kadesj.
17. Da sendte Israel Sendebud til Edomiternes Konge og lod sige: Lad
mig drage igennem dit Land! Men Edomiternes Konge ænsede det
ikke. Ligeledes sendte de Bud til Moabiternes Konge, men han var
heller ikke villig dertil. Israel blev da boende i Kadesj.
18. Derpå drog de igennem Ørkenen og gik uden om Edomiternes og
Moabiternes, Land, og da de nåede Egnen østen for Moab, slog de
Lejr hinsides Arnon; men de betrådte ikke Moabs Enemærker, thi
Arnon er Moabs Grænse.
19. Israel sendte derpå Sendebud til Kongen af Hesjbon,
Amoriterkongen Sihon, og lod sige: Lad os drage igennem dit Land
for at nå hen, hvor vi skal!
20. Men Sihon nægtede Israelitterne Tilladelse til at drage gennem
hans Land; og Sihon samlede hele sin Hær, og de slog Lejr i Jaza
og angreb Israel.
21. Da gav HERREN, Israels Gud, Sihon og hele hans Hær i Israels
Hånd, så at de slog dem. Og Israel underlagde sig hele det Land,
Amoriterne boede i;
22. de underlagde sig hele Amoriternes Område fra Arnon til Jabbok
og fra Ørkenen til Jordan.
23. Således drev HERREN, Israels Gud, Amoriterne bort foran sit Folk
Israel; og nu vil du underlægge dig deres Land!
24. Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager du
hans Land? Og hver Gang HERREN vor Gud driver nogen bort foran
os, tager vi hans Land.
25. Er du vel bedre end Zippors Søn, Kong Balak af Moab? Stredes han
med Israel, eller indlod han sig i Kamp med dem,
26. da Israelitterne bosatte sig i Hesjbon med Småbyer, i Aroer med
Småbyer og i alle Byerne langs Arnon nu har de boet der i 300
År? Hvorfor tilrev I eder dem ikke dengang?
27. Det er ikke mig, der har forbrudt mig mod dig, men dig, der
handler ilde mod mig ved at angribe mig. HERREN, Dommeren, vil i
Dag dømme Israelitterne og Ammoniterne imellem!"
28. Men Ammoniternes Konge ænsede ikke Jeftas Ord, som hans Sendebud
overbragte.
29. Da kom HERRENs Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead og
Manasse; derpå drog han til Mizpe i Gilead, og fra Mizpe i
Gilead drog han mod Ammoniterne.
30. Og Jefta aflagde HERREN et Løfte og sagde: "Dersom du giver
Ammoniterne i min Hånd,
31. så skal den, som først kommer mig i Møde fra min Husdør når jeg
vender uskadt, tilbage fra Ammoniterne, tilfalde HERREN, og jeg
vil ofre ham som Brændoffer!"
32. Så drog Jefta i Kamp mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i hans
Hånd,
33. så at han tilføjede dem et stort Nederlag fra Aroer til Egnen
ved Minnit, tyve Byer, og til Abel Keramim. Således bukkede
Ammoniterne under for Israelitterne.
34. Men da Jefta kom til sit Hjem i Mizpa, se, da kom hans Datter
ham i Møde med Håndpauker og Dans. Hun var hans eneste Barn
foruden hende havde han hverken Søn eller Datter.
35. Da han fik Øje på hende, sønderrev han sine Klæder og råbte:
"Ak, min Datter, du har bøjet mig dybt, og det er dig, der
styrter mig i Ulykke! Thi jeg har åbnet min Mund for HERREN og
kan ikke tage mit Ord tilbage!"
36. Da svarede hun ham: "Fader, har du åbnet din Mund for HERREN, så
gør med mig, som dit Ord lød, nu da HERREN har skaffet dig Hævn
over dine Fjender, Ammoniterne!"
37. Men hun sagde til sin Fader: "En Ting må du unde mig: Giv mig to
Måneders Frist, så jeg kan gå omkring i Bjergene for at begræde
min Jomfrustand sammen med mine Veninder!"
38. Han sagde: "Gå!" og lod hende drage bort i to Måneder; og hun
gik bort med sine Veninder for at begræde sin Jomfrustand i
Bjergene.
39. Da de to Måneder var omme, vendte hun tilbage til sin Fader, og
han fuldbyrdede det Løfte, han havde aflagt, på hende; og hun
havde ikke kendt Mand. Og det blev Skik i Israel,
40. at Israels Døtre hvert År går hen for at klage over Gileaditen
Jeftas Datter fire Dage om Året.