1. Dette var de Folkeslag, HERREN lod blive tilbage for ved dem at
sætte Israel Prøve, alle de Israelitter, som ikke havde kendt
til Kampene om Kana'an,
2. alene for Israelitternes Slægters Skyld, for at øve dem i Krig,
alene for deres Skyld, som ikke havde kendt noget til de
tidligere Krige:
3. De fem Filisterfyrster, alle Kana'anæerne, Zidonierne og
Hetiterne, som boede i Libanons Bjerge fra Ba'al-Hermon til hen
imod Hamat.
4. De blev tilbage, for at Israel ved dem kunde blive sat på Prøve,
så det kunde komme for Dagen, om de vilde lyde de Bud, HERREN
havde givet deres Fædre ved Moses.
5. Og Israelitterne boede blandt Kana'anæerne, Hetiterne,
Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne.
6. De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres
Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder.
7. Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne; de
glemte HERREN deres Gud og dyrkede Ba'alerne og Asjererne.
8. Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem til
Pris for Kong Kusjan-Risjatajim af Aram Naharajim, og
Israelitterne stod under Kusjan Risjatajim i otte År.
9. Da råbte Israelitterne til HERREN, og HERREN lod en Befrier
fremstå iblandt Israelitterne, og han frelste dem, nemlig
Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder.
10. HERRENs Ånd kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog
ud til Kamp, og HERREN gav Kong Kusjan Risjatajim af Aram i hans
Hånd, så han fik Overtaget over ham.
11. Og Landet havde Ro i fyrretyve År, og Kenizziten Otniel døde.
12. Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs
Øjne. Da gav HERREN Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi
de gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
13. Han fik Ammoniterne og Amalekiterne med sig, drog ud og slog
Israel og tog Palmestaden.
14. Og Israelitterne stod under Kong Eglon af Moab i atten År.
15. Men da Israelitterne råbte til HERREN, lod HERREN en Befrier
fremstå iblandt dem, Benjaminiten Ehud, Geras Søn, som var
kejthåndet. Da Israelitterne engang sendte Ehud til Kong Eglon
af Moab med Skat,
16. lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed langt, og bandt det
til sin højre Hofte under Kappen.
17. Derpå afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab Eglon var en
meget fed Mand
18. og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde
båret Skatten, på Vej,
19. men selv vendte han om ved Pesilim ved Gilgal og sagde: "Konge,
jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!" Men han bød ham
tie, til alle de, der stod om ham, var gået ud.
20. Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue på Taget, hvor
han var alene; og Ehud sagde: "Jeg har et Gudsord til dig!" Da
rejste han sig fra sit Sæde,
21. men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Hånd ud og greb
Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet på ham,
22. så endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om
Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet på ham; og
Skarnet gik fra ham.
23. Så gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for
ham og låsede den.
24. Efter at han var gået bort, kom Kongens Folk, og da de fandt
Døren til Stuen låset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder
i det svale Hammer;
25. men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han åbnede
Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der lå
deres Herre død på Gulvet.
26. Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over
ved Pesilim og undslap til Seira.
27. Så snart han derpå nåede Efraims Bjerge, lod han støde i Hornet;
og Israelitterne fulgte ham ned fra Bjergene, idet han gik i
Spidsen for dem.
28. Og han sagde til dem: "Følg mig ned, thi HERREN har givet eders
Fjender Moabiterne i eders Hånd!" Og de fulgte ham ned og fratog
Moabiterne Vadestederne over Jordan og lod ikke en eneste komme
over.
29. Ved den Lejlighed nedhuggede de omtrent 10000 Moabiter, lutter
stærke og dygtige Mænd, ikke een undslap.
30. Således blev Moab den Gang underkuet af Israel; og Landet havde
Ro i firsindstyve År.
31. Efter ham kom Sjamgar, Anats Søn. Han nedhuggede Filisterne, 600
Mand, med en Oksedriverstav; også han frelste Israel.