2. Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som
Regnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs.
3. Thi HERRENs Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud!
4. Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er
Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han.
5. Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt.
6. Er det sådan, I lønner HERREN? Du tåbelige, uvise Folk! Er han
ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?
7. Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din
Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig!
8. Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes
Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner,
9. men HERRENs Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod.
10. Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl;
han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten.
11. Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger,
løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger.
12. HERREN var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham.
13. Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens
Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets
Flint,
14. Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre,
af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Drueblod
drak du, Vin.
15. Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev
tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om
sin Frelses Klippe.
16. De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede de
ham;
17. de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før
kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders
Fædre frygtede.
18. Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der
fødte dig!
19. Da HERREN så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn
20. og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det
tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden
Troskab;
21. de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres
tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre
dem ved et Folk af Dårer.
22. Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets
Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes
Grunde.
23. Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem.
24. De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så
sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem.
25. Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen både
Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd.
26. Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt
Mennesker ud,
27. men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres
Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var
stærk, ej HERREN, der gjorde alt dette.
28. Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand.
29. Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv!
30. Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind på
Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og HERREN givet
dem til Pris!
31. Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst
selv!
32. Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker;
deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser;
33. som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder.
34. Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer
35. til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle?
Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem,
kommer i Hast."
36. Thi Ret skaffer HERREN sit Folk og forbarmer sig over sine
Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver
og en.
37. Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de
forlod, sig,
38. som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin? Lad
dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul!
39. Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side. Jeg
døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kan
frelse fra min Hånd.
40. Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever
evindelig,
41. jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen,
jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine
Avindsmænd.
42. Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i
Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers
Hoveder!"
43. I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod;
han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land
Soning!
44. Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og
Josua, Nuns Søn.
45. Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele
Israel,
46. sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag
har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at
de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud;
47. thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem
afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt
Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at
være gået over Jordan."
48. Selv samme Dag talede HERREN til Moses og sagde:
49. "Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for
Jeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil give
Israelitterne i Eje!
50. Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din
Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes
til sin Slægt,
51. fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved
Merihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig
iblandt Israelitterne.
52. Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke
komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!